Bassen buldrer i populær park - nu griber kommunen ind

Naboer til Botanisk Have i Aarhus er trætte af at blive inviteret ufrivilligt med til fest.

Hos Aarhus Kommune håber de, at de nye tiltag kommer til at virke efter hensigten, så der bliver skruet ned for bassen i Botanisk Have.  Foto: Matias Grønborg

Larm, larm og atter larm. 

Under corona har det nærmere været mere reglen end undtagelsen, at der bliver larmet - og nu er den gal igen.

Læs også Hjemsendt gymnasieelev: - Vi er bange for selv at blive smittet

Inger Merete Bech og Birgitte Brændgaard bor klos op ad Botanisk Have i Aarhus, og selv om de efter mange år som byboere er vant til larm, er de ved at få nok af den tårnhøje musik, der flere gange om ugen brager derudad.

- Vi har ikke sagt ja til, at der er fire-fem soundboxes, der spiller hver deres musik, med det lydniveau, de har, siger Birgitte Brændgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

"Lokal Sunny Beach"

De to naboer til Botanisk Have er imidlertid ikke de eneste, der er ved at være trætte af alt den støj, og det får nu Aarhus Kommune til at gribe ind. 

Her ses fordelingen af anmeldelser i Østjyske Kommuner. Foto: Østjyllands Politi

- Vi har en lokal Sunny Beach, og vi har faktisk hørt, at man på et tidspunkt havde hyret en DJ til at stå og mixe, siger driftschef, teknik og miljø, Aarhus Kommune, Kim Gulvad, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Aarhus Kommune vil med hjælp fra skilte, der opfordrer folk til at skrue ned for musikken efter 22, og ekstra synlighed af byens city assistenter, få parkens gæster til at dæmpe sig. 

Læs også Her er Danmarks bedste til at skabe læseheste

- Vi håber, at vi kan få folk til at tage hensyn, siger han. 

Men ifølge Inger Bech og Birgitte Brændgaard kommer kommunens indsats ikke til at række langt. 

- Skiltet fortæller, at du kan larme alt, hvad du vil indtil 22, og så opfordrer det til at skrue ned, men det er ikke et påbud. Det er så fint, at folk holder fest - jeg er selv vild med en god fest, men det er de her meget potente instrumenter, der er problemet, siger Inger Merete Bech til TV2 ØSTJYLLAND. 

Anmeldelser tredoblet

Læs også To skoler er lukket ned - borgmester frygter corona-restriktioner fortsætter

Problemet med støj er et stigende problem.

I hele Østjyllands Politikreds er antallet af anmeldelser om høj musik næsten tredoblet fra marts til august i forhold til samme periode sidste år.

I alt har Østjyllands Politi modtaget 1839 anmeldelser fra marts og indtil august. Sidste år var tallet 635.

Bassen buldrer derudad i Botanisk Have.

- Sommeren 2020 har været speciel på mange måder blandt andet med restriktioner, og det har gjort, at der har været mange mennesker rundt omkring i bybilledet. Vi har gjort det bedste, vi kunne, siger chefpolitiinspektør, Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Særligt Aarhus har døjet meget med larmen. Her har politiet modtaget 1248 anmeldelser fra marts til august, hvilket er en tredobling fra sidste års  401 anmeldelser.

- Vi fortsætter med at være synligt til stede. Vi fortsætter med at patruljere og så reagerer vi selvfølgelig på de anmeldelser, vi får, siger han. 

Klager avler klager

De flere klager hænger ifølge adfærdsforsker, Roskilde Universitet, Pelle Guldborg Hansen, sammen med, at det er blevet mere normalt at sende en klage afsted. 

Han mener, at vi skal lade os inspirere af andre landes måde at håndtere situationerne på. 

Læs også Søster efter stor muslimsk begravelse: - Vi er meget stolte over, at der kom så mange

- Vi skal have mere synligt politi i de offentlige rum, der er plaget af det her, siger han. 

Hos Aarhus Kommune håber de, at de nye tiltag kommer til virke efter hensigten, så der bliver skruet ned i Botanisk Have. 

- Nu prøver vi det her, og hvis det så ikke virker, så prøver vi noget nyt, og så arbejder vi videre, siger Kim Gulvad. 

02:33

VIDEO: Pelle Guldborg Hansen er adfærdsforsker. Han mener ikke, at vi danskere er gode til at tage hensyn til hinanden. 

Luk video