Basket-ekspert: Bakkens CL-kvalifikation er historisk stort

Med en sejr på 83-70 er Bakken Bears klar til Champions League

03:11

Bakken Bears kvalificerede sig i går, torsdag, til Champions League i basketball, og det bliver det højest niveau et dansk hold nogensinde har spillet på. TV2’s basketekspert Thomas Bilde mener, at kvalifikationen er historisk.

- Det var kæmpe stort, der er mange, der har talt om, og det har jeg også selv udtalt mig om, at det her er historisk stort for dansk basket, det der bliver leveret her. Det var ikke som sådan de to kampe set op mod hinanden, var ikke det bedste hold, et dansk hold har mødt, men bedriften i at kvalificere sig, og de kampe, der venter, er det største, siger Thomas Bilde. 

Bakken Bears slog estiske BC Tartu med 83-70 i Ceres Arena og kvalificerede sig dermed til Champions League.

Champions League betyder dog også et mere presset kampprogram for det aarhusianske basketmandskab. Bears skal spille 14 ekstra kampe i denne sæson, og det kommer til at kunne mærkes.

- De har ikke vundet DM de sidste to år, så jeg tænker, at de er sultne for at få et mesterskab og selvfølgelig også pokalmesterskabet, men jeg tror også, de er klar på at smide nogle kampe i efteråret, måske endda også ind i januar, for at sige, at vi bliver nødt til at være klar. Der kommer de her 14 kampe ekstra, og det kommer til at lægge et kæmpe pres på truppen, så det bliver hårdt for dem, og kommer nok til at kunne mærkes, siger Thomas Bilde

Læs også Ny sejr sender Bakken Bears i Champions League

På trods af de mange ekstra kampminutter tror Thomas Bilde, at Bakken Bears stadig vil være at finde i toppen af dansk basketball.

- De har så meget talent og dybde, at jeg er sikker på, at de nok skal være at finde i top to, siger Thomas Bilde.