Barnedrab: Fredag bliver mor eller samlever fremstillet i retten
Stadig intet nyt om motivet. Politiet holder informationer tæt til kroppen inden grundlovsforhør
Østjyllands Politi har sigtet en 26-årig kvinde og hende 21-årige samlever for at have slået kvindens søn på fire år ihjel i Aarhus.
Men selv om politiet brugte torsdag eftermiddag på at afhøre de to personer, så holder de stadig kortene tæt ind til kroppen inden fredagens grundlovsforhør.
Sikkert er det dog, at fredag vil i hvert fald én af de anholdte blive fremstillet i grundlovsforhør.
- Om det er begge eller kun den ene, vil der først blive taget stilling til tidligt fredag morgen, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Østjyllands Politi til Ritzau.
Sidst på eftermiddagen torsdag havde politiet fået afhørt de to sigtede.
- Jeg kan ikke sige noget om motiv, og deres indbyrdes rollefordeling vil jeg heller ikke komme ind på, siger vicepolitiinspektøren.
Opdatering: Mor og 21-årig samlever sigtet for drab på barn
Mor henvendte sig til Fyns Politi
Østjyllands Politi fik klokken 11.26 en anmeldelse om, at der på en adresse i det indre Aarhus muligvis var et tilskadekommet barn.
- Vi fik anmeldelsen via 112. Hvem der anmeldte det, vil jeg helst ikke ud med på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Østjyllands Politi til Ritzau.
Efterfølgende henvendte barnets mor sig på Odense Politigård, og sagde, at hun nok var efterlyst. Hun blev herefter anholdt og kørt til Aarhus.
Øverst i artiklen kan du høre interview med vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen.