Barnebarn: - Det er ikke kun penge, der skal til for at forbedre plejehjemmene
Aarhus Kommune har indgået en budgetaftale, hvor de afsætter flere millioner til de ældre. En pårørende er skeptisk.
- Du kan smide lige så mange penge ind på et plejehjem, men hvis mennesker har det forkerte menneskesyn, retter det ikke op på noget, siger Charlotte Ahm til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun er barnebarn til Else Marie Larsen, der var med i TV2s dokumentar 'Plejehjemmene bag facaden.'
I dokumentaren, der blev optaget med skjult kamera over to uger, blev Else Marie Larsen udsat for kritisable forhold af personalet på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
Hun blev blandt andet hævet op i en lift og opfordret til at lave afføring på sin seng. Derudover blev hendes pårørende kritiseret, imens hun var til stede, og plejepersonalet kritiserede også højlydt lugten fra hendes fødder.
Charlotte Ahm har siden dokumentaren offentligt kritiseret forholdene på Kongsgården, og politikerne har lyttet.
Læs også
Mere personale og mere tid
Et flertal i byrådet i Aarhus Kommune har i nat indgået en budgetaftale, hvor de afsætter flere millioner kroner til ældreområdet, blandt andet sætter kommunen 16 millioner kroner af til mere kvalificeret personale.
- Jeg synes, at det er godt, at der kommer langt flere penge ind, men det er jo ikke kun penge, der skal til for at forbedre plejehjemmene, siger Charlotte Ahm.
- Der er jo også medarbejdere med et forkert menneskesyn, der skal fjernes, tilføjer hun.
Læs også
Historisk for ældreområdet
Aarhus Kommunes rådmand for Sundhed og Omsorg kalder den nye budgetaftale historisk for ældreområdet og har svært ved at få armene ned igen.
Ifølge hende bliver det bedre at være ældre i Aarhus.
- Absolut absolut. Det er er ikke en herregård, der er revolutioneret, men selvfølgelig giver knap 70 millioner kroner et løft, siger rådmand Jette Skive (DF).
Der er dog ikke nogen medarbejdere, der bliver fyret. I stedet for bliver der blandt andet afsat to millioner kroner til bedre pårørendesamarbejde, og så bliver der arbejdet med tonen blandt personalet.
- Det arbejder vi voldsomt med, siger Jette Skive og tilføjer, at de har en konkret ide til at løse netop det problem.
- Der er lavet en simulator til demens, og den vil vi gerne have lavet til relationer og takt og tone i forhold til beboerne.
Siden TV2 Dokumentaren blev sendt, er Else Marie Larsen blevet flyttet til et nyt plejehjem, og her har hun det ifølge sit barnebarn godt.