Bandekrig får skole til at have ekstra fokus på deres elever
På Ellekærskolen i det vestlige Aarhus er personalet i år ekstra opmærksom på at tage godt imod sine skoleelever efter sommerferien
På Ellekærskolen i Aarhus V vil der fra i dag og den kommende periode blive holdt ekstra øje med børnene.
Skolen ligger midt i et bandekonfliktområde, og skolen vil holde øje med, om børnene i løbet af sommerferien har været vidne til ubehagelige hændelser i det uroprægede nabolag eller været under dårlig indflydelse af områdets bandegrupperinger.
- Først og fremmest glæder vi os til at se børnene igen, men det har været en ekstraordinær lang sommerferie, og vores elever har befundet sig i et centrum for en masse konflikter, og det skal vi selvfølgelig tale med dem om, siger skoleleder Morten Dam Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Selvom sommeren i det vestlige Aarhus har været betydeligt mere urolig i år, har skolen også tidligere fokuseret på at tage godt imod børnene efter ferien, for i sommerferien er man langt væk fra de gode rutiner og rollemodeller, som skolen giver.
- Sommerferien er en lang periode, hvor vores børn ikke har de gode rollemodeller i kraft af lærere. De har måske ligefrem fundet nogle andre – måske nogle der kører i en smart bil eller som har haft en tilknytning til nogle af de ting, der er sket herude. Og disse elever skal vi selvfølgelig tale med om deres oplevelser, siger Morten Dam Madsen.
Læs også
Lærerne på Ellekærskolen opfordrer deres elever til at tale om de ubehagelige episoder, de måtte have været vidne – enten ved at tale med dem alene eller i fælles snakke i klasselokalet.
- Lise Egholm er tidligere skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København, og hun har erfaring med, hvordan man får samlet skolen i indsatsen mod bander. Se mere herunder: