Ballet for alle mellem fire og firs: Det er alt i mit liv
TV2 ØSTJYLLAND har besøgt Ballet Akademiet i Aarhus
Ballet Akademiet i Aarhus har netop haft besøg I TV2 ØSTJYLLANDs fredagsudsendelse ’Østjylland Indefra’.
På balletakademiet går cirka 300 elever i alle aldre. Faktisk er der elever mellem fire og firs år.
Balletakademiet er også en talentfabrik, og det er bestemt ikke alle, der kun gør det for motionens skyld. De vil til tops i ballettens verdens.
Læs også
En af dem, der vil det, er Emilie Steensgaard fra Horsens. Hun er 12 år gammel og har dyrket ballet siden hun var otte.
- Det så sjovt ud, og det skulle jeg bare prøve, siger Emilie Steensgaard om, hvorfor hun begyndte til ballet.
Nu fylder det rigtig meget i hendes liv. Faktisk danser hun fem gange om ugen – i alt cirka 14 timer.
Læs også
- Det er hårdt. Vi laver styrketræning hver dag når timen starter. Men balletten betyder rigtig meget – det er alt i mit liv, siger Emilie Steensgaard.
- Jeg drømmer om at blive balletdanser på det kongelige teater. Det er bare det bedste, man kan blive, lyder ambitionen.
På akademiet er man meget opmærksom på, at man ikke skal opildne eleverne til at følge et ideal, som måske ikke altid er sundt.
Læs også
- Vi prøver at tale med børnene om det, men også at vi bruger deres hoveder og forklarer dem, at man ikke behøver at være tynd for at danse ballet, der er plads til både store og små, siger Iben Hutzelsider, der er leder og underviser hos Ballet Akademiet i Aarhus.
Se mere i videoen øverst i artiklen, der blev optaget direkte i aftes.