Balladen om Aarhus Sail Event fortsætter

Flere mindre aktionærer føler sig ført bag lyset af selskabets to tidligere direktører.

Det interne opgør blandt aktionærerne i Aarhus Sail Event kører videre, og flere af de mindre aktionærer, står nu frem og fortæller, at de føler sig ført bag lyset af selskabets tidligere direktører.

Ifølge de tidligere direktører og hovedaktionærer i selskabet, Lars Hede og Niels Ravn, bunder uenigheden i deres ønske om at udvide selskabet med flere skibe.

- Det fremlagde vi for vores småaktionærer, men der var ikke opbakning til at gældsætte os for at købe et større skib, sagde Lars Hede til TV2 ØSTJYLLAND i en artikel søndag.

Men siden har historien taget en ny drejning.

Svenn Dam er tidligere rådgiver for Aarhus Sail Event, men blev fyret i sommer og er nu talsmand for mindretalsaktionæren Fjordtours. Han har kontaktet TV2 ØSTJYLLAND efter at have læst artiklen. Svenn Dam erkender, at der uenighed blandt aktionærerne, men tegner et andet billede af, hvad der foregået i selskabet det seneste halve år.

Ville ikke skyde flere penge i projektet

Omdrejningspunktet for uenighederne er en generalforsamling i Aarhus Sail Event 24. maj i år.

Her fremlagde Lars Hede og Niels Ravn deres ønske om at udvide selskabet og købe flere skibe.

- Mindretalsaktionærerne gav udtryk for, at de ikke kunne løfte økonomien, men alle var positive over for en udvidelse af skibskapaciteten, og Niels og Lars fik til opgave at undersøge mulighederne. Samtidig lovede de at orientere om processen løbende, siger Svenn Dam.

quote Man er aldrig blevet forelagt et konkret udspil for, hvad en ny investor ville kræve af investeringer.

Svenn Dam

Ifølge Lars Hede og Niels Ravn kunne de dog ikke komme videre ad den vej, da flere af mindretalsaktionærerne ikke ville skyde flere penge i projektet.

- Der kommer ikke nye investorer ind, hvis de eksisterende ikke er villige til at lægge hånden på kogepladen. Man kan jo ikke høste gevinsten uden selv at ville løbe risikoen, siger Niels Ravn.

Svenn Dam hævder imidlertid, at Lars Hede og Niels Ravn forsømte at orientere dem om processen efter generalforsamlingen som lovet.

- Man er aldrig blevet forelagt et konkret udspil for, hvad en ny investor ville kræve af investeringer, siger Svenn Dam.

Mindretalsaktionærerne skulle ud

De to hovedaktionærer forsøgte nu at købe mindretalsaktionærerne ud, men parterne kunne ikke blive enige om prisen. De to hovedaktionærer besluttede nu at likvidere Aarhus Sail Event - altså at påbegynde en frivillig afvikling af selskabet - så de kan køre videre uden mindretalsaktionærerne.

Om selskabet

Aarhus Sail Event er et selskab, der tilbyder forskellige former for sejlads på Aarhus bugten.

Der er tale om havnerundfart, sejlture og teambuilding for både firmaer og private.

Ifølge selskabets hjemmeside tilbydes også askespredning, sælsafari, ture med musikalske indslag og julesejlads i november og december.

Kilde: aarhussailevent.dk

- Det er jo derfor, vi er i likvidationsprocessen. Vi leder jo efter nogle investorer, så vi kan komme videre, siger Niels Ravn.

Planerne om at afvikle selskabet blev præsenteret på en ekstraordinær generalforsamling 13. september. Flere af mindretalsaktionærerne stemte imod, da de ikke så nogen grund til at tage det skridt.

- Hvorfor likvidere et selskab som tjener penge og er en god forretning. Som for to år siden sejlede med 2500 passagerer om året og nu sejler med 25.000, spørger Svenn Dam.

Men da Lars Hede og Niels Ravn havde aktiemajoriteten, stemte de to direktører likvidationen igennem.

Generalforsamlingen der aldrig fandt sted

Ifølge flere af mindretalsaktionærerne er der dog flere mystiske hændelser i Aarhus Sail Event i perioden fra den ordinære generalforsamling i maj og frem til likvidationen i september.

Eksempelvis har generalforsamlingen 24. maj aldrig fundet sted rent officielt. Den er således ikke registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

- Niels og Lars gennemfører i stedet en generalforsamling først i juli uden at orientere de små aktionærer, siger Svenn Dam.

quote Der har aldrig været en generalforsamling 6. juli. Det havde jo været dybt ulovligt ikke at indkalde investorerne.

Niels Ravn

Af selskabets årsrapport i CVR-registret fremgår det ganske rigtigt, at der er en generalforsamling i Aarhus Sail Event den 6. juli 2022. Men nu stiger mystikken yderligere, for Lars Hede og Niels Ravn afviser, at der var en generalforsamling den dag.

- Der har aldrig været en generalforsamling 6. juli. Det havde jo været dybt ulovligt ikke at indkalde investorerne. Der er ikke afholdt nogen generalforsamling udover den, de selv har deltaget i, siger Niels Ravn.

Regnskabet var ikke færdigt

Ifølge de to hovedaktionærer skyldes miseren, at regnskabet ikke var færdigt til generalforsamlingen 24. maj. De foreslog derfor en foreløbig godkendelse, som de i dag påstår at mindretalsaktionærerne accepterede.

- De godkendte jo regnskabet i den form og var helt indforstået med, at der senere ville komme et regnskab fra revisoren. Efterfølgende kom det regnskab, og det er revisors indsendelse af det godkendte regnskab til erhvervsstyrelsen, der sker den dag (6. juli red.). Det er en ren regnskabsmæssig godkendelse, siger Niels Ravn.

Meldt til Erhvervs- & Selskabsstyrelsen

Flere af mindretalsaktionærerne står nu frustrerede tilbage. Dog oplyser aktionæren Arne Lykkebak Poulsen, at han har anmeldt den tidligere direktion til Erhvervs- & Selskabsstyrelsen i forhold til den manglende indkaldelse til generalforsamlingen 6. juli.

Parterne afventer nu Erhvervs- & Selskabsstyrelsens afgørelse, men Lars Hede og Niels Ravn er ikke nervøse for den del af sagen.

- Vi har advokatens ord for, at det er kørt efter bogen, og det er den sidste generalforsamling, der er gældende. Så er det muligt, at der er sket en fodfejl, men der er ikke afholdt en ekstra generalforsamling, hvor de ikke har været med. Så det er vi ikke bekymrede for, siger Niels Ravn.

Aarhus Sail Event skal på auktion 9. december. Minimumsprisen er sat til 650.000 kroner.