Bakken finaleklar og HIC tilbage i teten
To kampe gav to sejre til forhåndsfavoritterne fra Bakken Bears og Horsens IC
Bakken Bears er klar til DM-finalerne i mændenes basketballrække efter en 93-85-sejr på hjemmebane mod Svendborg Rabbits og en samlet sejr på 3-0 i kampe.
Hjemme i Vejlby Risskov Hallen i Aarhus var bjørnene ellers på hælene i første halvleg, men hentede alt tilbage i tredje periode, som blev vundet med hele 30-11.
Læs også
Topscorer blev i næsten vanlig stil Devaughn Akoon-Purcell med 19 point.
Også Horsens IC spillede her til aften deres tredje semifinalekamp. Modsat bjørnene gik Horsens dog ikke til opgaven som ubesejrede i serien. Der stod derimod 1-1 i kampe mod SISU, efter at SISU højst overraskende havde bragt sig foran 1-0 i Horsens.
Læs også
Det blev siden udlignet, og her til aften kom Horsens IC så foran 2-1 i kampe, da Forum Horsens lagde halgulv til en 74-61-sejr. Her bidrog Vedad Borovcanin med 17 point og otte rebounds.
Den fjerde og potentielt sidste kamp i serien spilles på tirsdag.