Bakken besejret i tæt CL-debut

Tjekkiske CEZ Nymburk var for stor en mundfuld for Bakken Bears efter en tæt kamp, hvor tjekkerne stak af til sidst

Billede fra kampen

Basketball-herrerne fra Bakken Bears har kvalificeret sig til den nystartede Champions League-turnering i basketball, og tirsdag aften skulle første slag stå mod tjekkiske CEZ Nymburk.

Det østjyske mandskab kæmpede en brav kamp, men det viste sig, at de kæmpede mod overmagten.

Bakken Bears tabte kampen med 57-75. 

Læs også Bakken Bears åbner Champions League i aften

Nederlagets størrelse var dog ikke et udtryk for, at Bakken Bears havde haltet efter hele kampen.

Efter et stærkt tjekkisk udlæg kom bjørnene tilbage i kampen og var i perioder både i anden og tredje periode foran i kampen.

Da fjerde og sidste periode skulle i gang var Bakken Bears bagude med et enkelt point, men den manglende europæiske rutine kom til udtryk til sidst, hvor nogle dumme fejl og forhastede beslutninger gav tjekkerne mulighed for at stikke af.

Den mulighed greb de, og Bakken Bears fik derfor en skidt start på Champions League, da tjekkerne på papiret er et af de hold, der måske skulle være til at tale med for Bakken Bears.