Bakken Bears henter en af Danmarks bedste spillere

Bakken Bears har skrevet kontrakt med en af Danmarks bedste spillere

Foto: Bakken Bears/Allan Høgholm Henriksen

30-årige Adama Darboe skifter tilværelsen som udlandsprofessionel ud med en kontrakt med Bakken Bears.

Det oplyser klubben på Facebook.

Adama Darboe har tidligere spillet i Svendborg og Hørsholm herhjemme, men har primært huseret i udlandet, hvor han har spillet i blandt andet Island, Spanien og senest Sverige.

LÆS OGSÅ: Bakken annoncerer ny træner

Den hurtige guard er fast inventar på det danske landshold, og hans tilgang cementerer Bakken Bears’ status som den danske topklub, der satser mest på hjemlige spillere. 

 

- Jeg valgte at tage til Aarhus og Bakken Bears, fordi jeg syntes at det var en perfekt situation for mig. Bakken har høje ambitioner, som matcher mine egne rigtig godt. Jeg forventer at vores daglige træninger bliver på et højt niveau, og det glæder jeg mig til. Vores deltagelse i Europa bliver rigtig spændende, og det ser jeg også frem imod, siger Adama Darboe ifølge klubbens Facebook-side.

Danske profiler som Thomas Lærke, Morten Sahlertz og Darko Jukic er allerede klar til at tørne ud for Bakken Bears i næste sæson. Bakken Bears tabte DM-finalen til Horsens IC efter en tæt finaleserie over syv kampe.