Bageri kæmper for overlevelse

Bagerforretninger er hårdt ramt på grund af høje energipriser. En af dem er Istanbul Bageri i Brabrand. - Vi ved ikke, om vi kommer til at klare os, siger butikschef Hakke Kilic.

Tyrkisk brød. Pølsebrød. Smørrebrød.

Det kan måske snart være fortid. Lige nu kæmper den populære bagerforretning Istanbul Bageri i Brabrand med at holde hovedet oven vande.

- Det er svære tider. Vi overlever lige for tiden, men jeg ved ikke om fremtiden, siger Hakke Kilic, der er butikschef i Istanbul Bageri.

Bagere landet over er hårdt ramt af de høje energipriser. Hos Istanbul Bageri, der har holdt til i butikscentret Bazar Vest siden 1996, er alene elregningen steget med 30 til 40 procent.

- Før havde vi en fast aftale om el, gas og det hele. Men nu stiger priserne, og vi ved ikke, hvor meget det kommer op på, siger Hakke Kilic og tilføjer:

- Vi ved ikke, om vi kommer til at klare os.

quote Vi tjener jo ikke ekstra penge, når vi skal betale regningen senere

Hakke Kilic, butikschef

Sluk ovnen?

Udover de høje energipriser, er bagerne blandt andet på grund af krigen i Ukraine også ramt af prisstigninger på råvarer som korn og smør.

Hakke Kilic og ejerne af Istanbul Bageri har overvejet, om de kan spare eller reducere omkostninger på andre måder. Men det har ikke været muligt.

quote Jeg håber, at afgiften fjernes, så man ikke skylder noget

Hakke Kilic, butikschef

- Det kan man ikke i et bageri, siger Hakke Kilic og fortsætter:

- Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke spare noget som helst. Hvordan skal vi spare? Skal vi slukke ovnene? Det kan vi ikke. Så skal vi lukke butikken.

Er der noget, som kunderne kan gøre for at hjælpe jer igennem?

- Nej. Vi kører rundt med brød. Vi sælger frisk brød i butikken. De kan ikke gøre noget. Det kan de kun på den måde, at priserne stiger. Det er det eneste, de kan gøre, siger Hakke Kilic.

Fjern afgiften

Butikschef Hakke Kilic siger, at de lige nu ikke har et overblik over, hvor hårdt forretningen er ramt på bundlinjen, fordi regningen gøres op hvert halve år.

- Jeg skal lige have papirerne fra revisoren først. Så ved vi, hvor vi står, siger Hakke Kilic.

Regeringen afholdt et pressemøde onsdag, hvor den præsenterede et forslag, der giver mulighed for, at man kan udskyde eller afdrage energiregningen over flere år.

Forslaget skal nu forhandles med Folketinget. Men selv hvis forslaget bliver en realitet, løser det ifølge Hakke Kilic ikke problemet for Istanbul Bageri.

- De vil jo gerne have, at vi skal betale senere. Men hvordan skal vi det? Vi tjener jo ikke ekstra penge, når vi skal betale regningen senere, siger Hakke Kilic og fortsætter:

- Måske klarer vi os igennem denne her omgang, uden at vi betaler regningerne. Men hvad så med næste år eller om to år? Så skal vi alligevel betale.

Han håber, at politikerne finder en anden løsning.

- Jeg håber, at afgiften fjernes, så man ikke skylder noget.