Av! AGF taber igen
Brøndby tog alle tre point med hjem
Seks kampe og seks nederlag. Det er status for AGF efter de seneste seks spillerunder i Superligaen.
Mandag tabte AGF med 1-2 til Brøndby på NRGi Park i Aarhus, og dermed er holdet presset i bunden af Superligaen.
Aarhusianerne startede ellers kampen bedst, da Kasper Povlsen kunne sende bolden i mål efter 11 minutters spil, da Brøndby-defensiven koksede.
Og målet har været længe ventet. AGF havde inden mandagens kamp forladt banen fem kampe i streg uden at have scoret.
Men på trods af scoringen lykkedes det ikke AGF at få point med fra kampen.
På scoringer af Thomas Kahlenberg og Andrew Hjulsager tog gæsterne fra Brøndby IF alle tre af slagsen.
Og for at gøre slemt værre så lykkedes det to af de andre hold i bunden af Superligaen at hente point. Sønderjyske slog FC Nordsjælland i den tidlige kamp mandag, mens FC Vestsjælland vandt 1-0 OB i søndags.
Og dermed at de med til at putte ekstra pres på AGF frem mod den vigtige bundkamp mod Viborg F.F. i næste weekend.
AGF har et point ned til nedrykningsstregen.