Atletiktræner: Vi vil ikke til Viby Stadion
Lars Nielsen fra Aarhus 1900 mener ikke, at atletikudøverne kan rykkes fra Ceres Park til Viby Stadion
I den seneste tid er stadiondebatten i Aarhus for alvor blusset op igen.
Fodboldfolket vil have et rigtigt fodboldstadion uden løbebane, mens atletikfolket vil bevare det nuværende stadion med løbebane for enden af Stadion Allé ved Marselisborg Skovene.
Flere gange i løbet af debatten er Viby Stadion blevet nævnt som en mulighed - flyt atletikken til Viby og etabler et fodboldstadion for enden af Stadion Allé.
Men det forslag er Lars Nielsen, cheftræner i Aarhus 1900, ikke med på. Tirsdag var han gæst i TV 2 | ØSTJYLLANDS debatprogram om fodbold, Fodbold Med Horup, hvor han var med som repræsentant for den del af brugerne på Ceres Park, der ikke har med fodbold at gøre.
Vil ikke til Viby
- Det handler om helheden og om sammenhængen med skoven. Det handler også om faciliteterne og det træningsmiljø, der er omkring stadion med Marselisborghallen og så videre for enden af Stadion Allé, siger Lars Nielsen.
Han fortsætter:
- AGF skal have en ny fansang, og de har et slogan, der hedder Følg Viljen, men dybest set burde det måske sammen med fansangen ændres til: AGF - Kom Så I Andre. Det handler om, at det er de andre, der skal gøre tingene for AGF, og der vil jeg gerne have, at AGF kom mere på banen.
Vild uenighed: Nyt stadion skaber debat på Facebook
AGF-direktør Jacob Nielsen vil gerne have et fodboldstadion. Han ser helst, at det kommer til at ligge for enden af Stadion Allé, hvor det nuværende stadion er, men for ham er den beliggenhed ikke altafgørende.
Han fortæller, at han har stor respekt for de andre sportsgrene, men da han er ansat som direktør i AGF, arbejder han for, hvad der er bedst for klubben.
- AGF har en stor betydning for Aarhus, og det er den betydning, jeg flager for. Vi kan ikke opretholde det, som folk gerne vil have, og vi bliver tæsket for de nedrykninger, vi har været igennem, men der er en grund til det, og det er ikke kun noget med stadion at gøre, det har noget at gøre med, at vi ikke kan opretholde den økonomi, der skal være i en storklub som AGF med de faciliteter, som vi bliver stillet til rådighed, siger Jacob Nielsen.
I videoen øverst på siden kan du se en bid af debatten om et nyt stadion, hvor Lars Nielsen forklarer, hvorfor han ikke mener, at blandt andet atletikken skal flyttes til Viby Stadion.