ARoS vil være landets største
Den vision er realistisk, mener kulturredaktør
ARoS' nye millionsatsning 'The Next Level' er ambitiøs og vil vække genklang internationalt. Sådan lyder det fra Peter Nørskov, der er kulturredaktør på Århus Stiftstidende.
- Da Erlend Høyersten tiltrådte sagde han, at man skal have ambitioner så store som de norske fjelde - og det må man sige, at det er det, han er godt på vej til at indfri allerede nu. Og jeg synes, at man i Aarhus - med det her anslag - virkelig viser flaget, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det her vil vække genklang internationalt. Det er der slet ingen tvivl om med et navn som James Turrell.
'The Next Level' består af to elementer - begge under jorden og forbundet til den eksisterende bygning: Et 1400 kvadratmeter stort galleri og kugleformet, sfærisk lysinstallation på 25 meter i diameter af den amerikanske verdenskunstner James Turrell.
Tv-indslag: Nyt skridt mod verdenseliten
Museets ambition er, at gå fra 500.000 til 750.000 besøgende årligt, og dermed blive landets største kunstmuseum målt på besøgende. Den vision er, ifølge Peter Nørskov, realistisk.
- Succes avler succes, og kunstnerne vil også være en del af den succes, ligesom publikum gerne vil være det, siger han.
Med en donation fra Købmand Herman Sallings Fond på 100 mio. kr har ARoS finansieret den første del af projektet, men der er stadig brug for at finde flere penge. Projektet har et samlet budget på 350 mio. kroner.
Tilbygningen skal efter planen stå færdig i 2017, når Aarhus er europæisk kulturhovedstad.
Se hele interviewet med Peter Nørskov i klippet øverst.