Aros åbner for madgalleri
På kunstmuseets ottende etage åbner en ny frokostrestaurant
Kunstmuseet Aros byder nu inden for til en anderledes frokostrestaurant.
Hos Aros Food Hall træder man som gæst ind i et madgalleri, hvor blandt andet modningskabet til kødet og køkkenets krydderurter er integreret i indretningen, og ned fra loftet hænger små lamper, der danner en stjernehimmel under regnbuen.
- Ambitionerne for Aros Food Hall er høje. Sådan er det med alt, vi laver på Aros. Når vi laver udstillinger, ønsker vi at skabe nærhed til produktet og forståelse gennem forskellige fortællinger og iscenesættelser. Det gør vi også med vores nye restaurant. Når man forlader ARo føler man sig ikke kun mæt og glad - måske føler man sig en smule klogere, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten i en pressemeddelelse
Maden i Aros Food Hall serveres som små oplevelser ud fra tanken om social dining, hvor man for eksempel kan nyde sin mad ved et stort langbord i selskab med andre. Eller man kan tage plads ved et af de små intime borde.
Museet fortæller, at der er fokus på økologi, årstidens lokale og regionale råvarer samt på produkter produceret i Urtehaven på toppen af Aros.
Et lille udpluk fra menukortet er: Enebærrøget sortbrogsskinke og kantareller, kalvetatar med fransk syre og æggeblomme eller sprødt fiskeskind og strandsennep.
Restauranten har været under ombygning hele sommeren, og lørdag 29. august slår Aros dørene op til den nye frokostrestaurant.