Arla styrer udenom krisen
Venter vækst det kommende år
Mælk, smør og ost skal der til, selv om krisen kradser. 80 procent af mejerigiganten Arlas forretning ligger i Europa, hvor forbrugerne dagligt kan læse om gældskrisen og andre dårligdomme - men både omsætning og overskud steg sidste år.
- Det er et stærkt resultat i en svær tid. Først og fremmest fordi vi har forbedret indtjeningen til vores ejere til et niveau, der næsten matcher det bedste, vi nogensinde har leveret, siger Arla Foods direktør Peder Tuborgh.
Arla-koncernen fik sidste år et overskud på 1,31 milliarder kroner mod 1,27 milliarder kroner i 2010. Og koncernens omkring 8200 danske, svenske og tyske andelshavere fik 28 øre mere pr. liter mælk og kom op på en indtjening på 2,80 kroner pr. liter.
- Under en økonomisk krise vælger flere forbrugere at købe discountprodukter og færre mærkevarer. Dette påvirker vores indtjening, siger Peder Tuborgh i en kommentar til regnskabet.
- Men samtidig ser vi i Arla en voksende efterspørgsel på markeder uden for Europa, og det kompenserer for en fladere vækstkurve i Europa, påpeger direktøren.
Det er især de nye markeder i Mellemøsten og Nordafrika, Arla har haft succes på. Her har man udvidet med 27 procent. I Rusland går det endnu bedre med en udvidelse på 33 procent.
- I Tyskland har vi dog også haft et stort gennembrud som følge af vores fusion med Hansa-Milch og vores opkøb af Allgäuland-Käsereien. Det er et afgørende skridt i vores udvikling hen imod at blive en betydelig aktør på det tyske marked, siger direktøren.
Arlas omsætning steg sidste år med 12 procent til knap 55 milliarder kroner i forhold til året før. Det svarer til en stigning på seks milliarder kroner. Og hos Arla forventer man, at de gode takter fortsætter i år.
- Vi forventer en betydelig vækst i vores omsætning, og at koncernens indtjening vil være på niveau med 2011, dog med udsving i mælkeprisen til andelshaverne hen over året, siger Peder Tuborgh.