Århus Håndbold forlænger med topscoreren
24-årige Anders Kragh Martinusen har fået forlænget sin kontrakt med Århus Håndbold frem til 2020
Anders Kragh Martinusen har været en god mand for Århus Håndbold i begyndelsen af sæsonen i 888 Ligaen.
36 gange har den 24-årige højre back scoret i de første fem ligakampe, hvilket gør ham til Århus Håndbolds topscorer og den næstmest scorende spiller i ligaen.
Anders Kragh Martinusen og Århus Håndbold har besluttet at forlænge samarbejdet, så det løber frem til sommeren 2020.
Læs også
- Anders har alle facetter med i øjeblikket, indspil til stregen, hans skud og udvendige gennembrud.
- Det bliver nok ikke ved på det niveau, som vi ser lige i øjeblikket, men jeg tror, det vil fortsætte på højt niveau. Anders har udviklet sig fantastisk, siger cheftræner Erik Veje Rasmussen til Århus Håndbolds hjemmeside.
Vil fortsætte sin udvikling i Aarhus
Anders Kragh Martinusen ser frem til at fortsætte hos klubben.
Læs også
- Jeg føler mig meget godt tilpas i klubben, og så er jeg sikker på, at jeg kan udvikle mig mere her, siger han.
Anders Kragh Martinusen kom sidste år til Århus Håndbold fra Odder.
Århus Håndbold tager onsdag aften imod Skjern Håndbold i en topkamp mellem nummer to og tre i ligaen. Begge klubber har otte point for fem kampe.
Kampen i Aarhus begynder klokken 20.30.