Århus GF mister hovedsponsor
GF-Forsikring stopper til sommer som hovedsponsor for byens bedste håndboldhold, Århus GF.
Tirsdag aften modtog GF Forsikring Erhvervspokalen for blandt andet massiv støtte til Århus GF ved Sport Aarhus Events-arrangementet, og derefter kunne forsikringsselskabet meddele, at man stopper som hovedsponsor, skriver stiften.dk.
- Vi har været supertilfredse for samarbejdet og har aktiveret sponsoratet meget i forhold til både medarbejdere, kunder og potentielle kunder. Vi er et privatejet selskab, ejet af 68 forsikringsklubber over hele landet, og vælger som selskab nu at dække hele landet via kvindelandsholdet. Nu er det så op til de lokale forsikringsklubber i hvilket omfang, de vil engagere sig i sporten i Århus. Det er alene hovedsponsoratet, der lukkes, forklarer Rikke Trads, souschef i marketingafdelingen i GF-Forsikring.
Ved samme arrangement var der også rosende ord til Århus Elite, der modtog Eventpokalen. Begrundelsen var den vellykkede afvikling af fodboldlandskampene mod Liechtenstein og Spanien, skriver avisen.