Århus Elite får hug for nedjustering
George Michael, Kofi Annan og Bill Clinton er blevet et dyrt bekendtskab for Århus Elite.
I dag røg Århus Elites aktiekurs ned. Det sker efter at selskabet havde nedjusteret.
Århus Elite, der blandt andet ejer fodboldklubben AGF, fik fredag klø på fondsbørsen, efter at selskabet havde nedjusteret forventningerne til årets resultat med mindst 2,5 millioner kroner til et underskud på 6,5 millioner kroner.
Kort efter nedjusteringen kostede aktien 15,70 kroner, hvilket var 7,7 procent lavere end før.
Nedjusteringen skyldes for en gangs skyld ikke dårlige resultater på fodboldbanen, hvor AGF netop har sikret sig oprykning til SAS Ligaen, men derimod at koncernens arrangementer med henholdsvis popidolet George Michael, FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan og ikke mindst USA's ex-præsident Bill Clinton har været dyrere end ventet og samtidig ikke har levet op til de økonomiske forventninger.
Samtidig med nedjusteringen udvider Århus Elite aktiekapitalen med mindst 40 millioner kroner blandt andet til spillerindkøb.