Arbejd to gange om dagen
Rengøringsassistenter tvinges på job to gange dagligt
Omkring 70 rengøringsassistenter der gør rent på de aarhusianske folkeskoler bliver nu tvunget til at møde to gange på arbejde om dagen.
Ved årsskiftet har firmaet Compass Group overtaget rengøringen på 40 skoler i Aarhus, og de tidligere kommunale ansatte rengøringsassistenter har nu fået besked på, at de skal møde på arbejde kl. 05.00 og gå hjem kl. 8.40 for at møde igen kl. 14.00 til 17.00 senere samme dag.
Det private firma har valgt at dele arbejdsdagen op i to, for at gøre arbejdet mest effektivt, og går medarbejderne ikke med til det nye tiltag, bliver de fyret.
- Vi har ikke før oplevet, at et rengøringsfirma deler arbejdsdagen op i to, så derfor står der ikke noget om det i overenskomsten, siger Lone Skov Hansen der er næstformand i 3F Århus Rymarken til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lone Skov Hansen fortæller, at 3F til næste års overenskomstforhandlinger vil rejse krav om, at det bliver ulovligt, at en rengøringsassistent skal møde på arbejde to gange om dagen.
- Mange af vores medlemmer har børn, og med sådanne arbejdstider kan de hverken bringe eller hente dem til og børnehave og skole, og jeg ved, langt de fleste af vores medlemmer vil sige nej, til de nye arbejdstidskrav, siger Lone Skov Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
En af de rengøringsassistenter der mærker konsekvensen af den nye arbejdstid er Marianne Trøjborg. Hun har i 16 år gjort rent på aarhusianske folkeskoler, og fastholder Compass Group de nye arbejdstider, så siger Marianne Trøjborg sit job op.
Klik på billedet ovenover og se hende fortælle, hvorfor hun er klar til at stille sig bagest i jobkøen.