Anti-islamister vil mødes i Aarhus
Grupper fra hele Europa sætter hinanden stævne
Højreorienterede anti-islamiske grupper fra hele Europa planlægger at mødes i Aarhus til, hvad organisatorerne beskriver som starten på en europæiske bevægelse.
Det skriver den britisk avis The Telegraph. Ifølge avisen ventes mere end 10 anti-islamiske grupper, anført af English Defence League (EDL), at sende repræsentanter til mødet i marts.
- Der vil være talere fra hver eneste defence league (forsvarsliga, red.) i Europa. Jeg håber, at vi kan vise, at der er modstand mod islamiseringen af Europa, og at vi kan inspirere hinanden, siger Isak Nygren, som er talsmand for Swedish Defence League og fortsætter:
- Stephen Lennon, som grundlagde EDL for tre år siden, fortæller, at mødet den 31. marts bliver den "første rigtige europæiske begivenhed".
- Vi håber, at det vil være starten på en bredere European Defence League. Vi forventer ikke, at det bliver stort, men vores første møde var heller ikke så stort - og de er bare blevet ved med at blive større og større, siger han til den britiske avis.
I Danmark fortæller Danish Defence League om en medlemsfremgang på 60 procent det seneste halve år.
Organisationen tæller nu 1600 medlemmer, hvis man skal tro dens egne tal, og der er opstået afdelinger af Danish Defence League i hele landet, med undtagelse af Bornholm.
De 1600 medlemmer omfatter både dem, der går med på gaden, når der skal demonstreres, og dem, der blot er passive - men betalende - medlemmer.
Medlemstallet er ikke muligt at tjekke efter, fordi organisationens medlemslister er hemmelige.
Hjemmesiden Modkraft.dk skriver, at det anti-islamiske møde vil blive mødt med protester fra organisationer og partier på venstrefløjen i Aarhus.
- Vi vil ikke lade dette gå ubemærket hen. Det er vigtigt at sende et klart budskab om, at vi er mange, som ikke deler deres budskaber, siger Sarah Victoria Bruun fra paraplyorganisationen Anti-racistisk Netværk til Modkraft.