Anmeldelse: Mand forsøgte at få 10-årig pige ind i varebil

Politiet efterlyser en mand i en hvid varevogn, som skulle have kontaktet en 10-årig pige ved Mårslet Skole.

En mor til en 10-årig pige anmeldte mandag en hændelse til politiet. Pigen var kommet hjem fra skole og havde fortalt, at hun var blevet kontaktet af en mand, der havde forsøgt at få hende med ind i en varebil.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport, og på Twitter efterlyser politiet manden i varebilen.

Pigen har ifølge politiet fortalt, at varebilen det meste af dagen havde holdt på parkeringspladsen på Testrupvej ved Mårslet Skole. 

Da hun skulle gå hjem fra skole ved 15.30-tiden, var hun gået forbi varebilen, hvorefter hun var blevet kontakt af en mand, der forsøgte at få hende med ind i bilen. 

- Det lykkedes dog ikke for ham, og pigen løb i stedet hjem, skriver politiet.

Pigen beskriver manden som:

  • Ikke etnisk dansk af udseende
  • 25-30 år gammel
  • Mørk i huden og med sort, kort fuldskæg
  • Talte dansk
  • Var iført en sort kasket med hvid skrift samt en sort hættetrøje og sorte bukser
  • Han kørte i en hvid varebil uden logo og med gule nummerplader.

Politiet var efter anmeldelsen ude ved skolen og kørte rundt i området, men uden at finde den hvide varebil.

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med manden i varebilen for at få afklaret, hvad hans hensigt har været. Politiet kan kontaktes på telefon 114.