Anklager skole: Indoktrinering
Ahmed Akkari anklager tidligere arbejdsplads
Ahmed Akkari retter nu et hårdt angreb mod sin tidligere arbejdsplads, Lykkeskolen i Brabrand, hvor han var lærer for 12 år siden. Han beskylder skolen for at indoktrinere børnene til at vende sig væk fra den vestlige kultur, så de bliver fjendtlig indstillet overfor det samfund de vokser op i.
I morgen udkommer den længe ventede bog om den tidligere aarhusianske imam Ahmed Akkari. I bogen retter han en alvorlig kritik mod det islamiske samfund i blandt andet Aarhus. Bogen har allerede før sin udgivelse skabt stor debat i medierne.
Lykkeskolen er en muslimsk friskole, og udover de traditionelle fag, bliver der tre gange om uge undervist i arabisk og en gang i koranlære.
På skolen kan hverken de lærere eller elever, TV 2 | ØSTJYLLAND i dag har talt med, genkende det billede, Akkari maler af livet på skolen. Skoleleder Ahmad Moussa tror, at Akkaris udfald mod skolen bunder i, at han selv blev bortvist som underviser for omkring 12 år siden, fordi han var for yderliggående i sine holdninger
- Det er en hævn mod skolen, fordi han blev bortvist. Han ved godt, at jeg ikke er en særlig religiøs person, og at jeg er meget åben, siger Ahmad Moussa, der er skoleleder på Lykkeskolen, til TV 2 |ØSTJYLLAND.
Der går knapt 200 elever på Lykkeskolen, som har eksisteret i 22 år.
Se mere i indslaget øverst på siden.