Anholdt for tildækningsforbud: Sagde de optog musikvideo
En gruppe maskerede mænd skabte utryghed i Viby. En mand nægtede at tage sin elefanthue af og blev derfor anholdt for at bære maskering
Søndag skabte en større gruppe maskerede mænd utryghed og uro på en parkeringsplads på Rosenhøj Allé i Viby.
- Vi får en anmeldelse om, at der er utrygge borgere i området. De fortæller, at der er en stor gruppe maskerede mænd, som skaber uro, siger kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi Jacob Christiansen.
Da Østjyllands Politi nåede frem forklarede mændene, at de var ved at optage en musikvideo.
- Der står en person og filmer med et større kamera, og de forklarer maskeringen med optagelse af en musikvideo, fortæller Jacob Christiansen.
Nægtede at fjerne maskering
En 28-årig mand nægtede at tage sin elefanthue af.
- Han bliver aggressiv og nægter at tage sin elefanthue af. Han bliver derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for at bære maskering.
Der er tidligere blevet sigtet to for tildækningsforbud i Østjylland. Ifølge loven udløser en overtrædelse af forbuddet i første omgang en bøde på 1.000 kroner.