Anholdt for at cykle efter hundetyv med kødøkse
En mand havde taget en kødøkse med på jagt efter nogen, der havde stjålet hans hund.
En 52-årig mand skabte mandag formiddag utryghed på Havkærvej i Tilst.
Han havde nemlig valgt at tage en kødøkse med, mens han cyklede rundt og ledte efter nogen, som havde stjålet hans hund.
Det oplyser Østjyllands Politi, der fik anmeldelsen mandag klokken 1.46. Kort efter kunne politiet på baggrund af signalementet af manden finde frem til ham tæt på hans bolig, hvor han stod med sin cykel.
Hunden havde han dog fundet i mellemtiden, og han var ikke i besiddelse af hverken kniv eller økse, da han blev visiteret.
Han erkendte at have haft en mindre kødøkse på sig, men den havde han lagt tilbage i køkkenskuffen.
Da politiet antraf manden, virkede han påvirket af stoffer eller alkohol. Hjemme hos ham fandt politiet da også nogle genstande, der var stjålet fra et værested.
Derfor blev han både sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for overtrædelse af knivloven samt tyveri.