Anholder øksesvingende beruset nisse
Mange forbipasserende blev utrygge, da en højrøstet og beruset mand i Aarhus svingede med en større økse på gaden
Østjyllands Politi måtte mandag eftermiddag rykke ud og anholde en nisse, der midt i Aarhus gik rundt og svingede med en økse.
- Vi blev ringet op af flere personer, som fortalte, at en mand med blå nissehue gik rundt og svingede med en større økse, fortæller vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi til Ritzau.
- Det skabte naturligvis en vis utryghed.
Nissen er fra Ungarn
På Skovvejen traf politiet ganske rigtigt manden, der ikke alene svingede med en økse, men også var tydeligt beruset og meget højrøstet.
- Han blev dog anholdt uden større dramatik, siger vagtchefen.
Efterfølgende har Østjyllands Politi fundet ud af, at nissen er en 44-årig mand fra Ungarn, som havde drukket rigeligt med juleøl og julesnaps. Det forventes, at han bliver helt ædru igen i løbet af i morgen.