Alternativet fylder et år

Mangler stadig vælgererklæringer for at stille op

02:55

1 af 2

Det er nu et år siden, den tidligere kaospilot og kulturminister Uffe Elbæk dannede sit eget parti, Alternativet.

Lige siden har partiet kæmpet for at komme til orde i den politiske debat, og med et valg lige om hjørnet haster det mere end nogensinde. Men partiet mangler stadig lidt under halvdelen af de vælgererklæringer, der skal til for at kunne stille op til valg. Alligevel er Uffe Elbæk fortrøstningsfuld:

- Det kommer an på, hvornår Statsministeren trykker på knappen. Hvis hun gør det i morgen, er vi ikke klar. Men hvis hun gør det sådan til marts-april, så er vi. Så jeg håber bare på, at der er total fairplay ovre i Statsministeriet, fordi vi skal være klar, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han mener, der er et stort behov for et parti som Alternativet:

- Hele formålet med Alternativet er at danne et nyt grønt parti i Danmark, som er dybt optaget af, at hvis vi fortsætter den måde at vækste på, som vi gør i vores del af verdenen, så tipper hele planeten ud over det, vi kalder "miljøkanten", forklarer han.

Uffe Elbæk er stolt over de ting, partiet har nået i sin korte levetid:

- Vores partiprogram er der over 700 mennesker, der har været involveret i at skrive, så det er en helt anden måde at tænke parti, og en helt anden måde at tænke politisk kultur på, som gør, at vi synes, at Alternativet er dybt meningsfuldt.

Hør mere i videoen øverst på siden, hvor Uffe Elbæk også fortæller om, hvad hans baggrund i Aarhus betyder for opbygningen af partiet.