Alle elever skal gennemføre udskældte test: - Det er en forkert prioritering

Elever i folkeskolen skal gennemføre alle obligatoriske nationale test, når eleverne kommer i skole igen. Rådmand mener, at det er en forkert prioritering af børnenes tid.

Fejlbare, upræcise og meningsløse.

Sådan beskriver rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), de nationale test, som børn og unge i folkeskolen år efter år er blevet trukket igennem.

quote Jeg troede, at coronakrisen betød, at man ville sætte de nationale test på pause og fokusere på læring og trivsel i stedet.

Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune

Alligevel har regeringen netop slået fast, at alle elever i folkeskolen vil blive mødt af krav om at gennemføre alle obligatoriske nationale test, når eleverne får lov til at komme i skole igen.

Det gælder altså ikke kun de stikprøver, som i 2020 blev indført efter massiv og langvarig kritik af testene.

- Jeg synes, det er en forkert og ærgerlig beslutning. Man vælger at prioritere, at eleverne skal bruge tid på fejlbare test, i stedet for at indhente den læring – både fagligt og socialt – som eleverne er gået glip af under nedlukningen, siger Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er en forkert prioritering.

Nationale test skal laves om

Det er ikke kun rådmanden, der har kritiseret de nationale test.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har blandt andet påvist en række uhensigtsmæssigheder i testenes indhold og anvendelse.

- Vi ved, at de måler for skævt og upræcist, og politikerne har også allerede besluttet, at de nationale test skal laves om. Det venter vi stadig på, siger Thomas Medom.

- Jeg troede, at coronakrisen betød, at man ville sætte de nationale test på pause og fokusere på læring og trivsel i stedet.

Elever har fagligt og socialt efterslæb

Folkeskoleeleverne er denne gang sendt hjem med online-undervisning frem til den 7. februar indtil videre.

Og ifølge rådmanden kan man ikke forvente, at eleverne får tilstrækkeligt ud af deres online-undervisning.

- Når eleverne får lov til at komme tilbage vil de have et fagligt og socialt efterslæb. Jeg synes, at man bør bruge tiden på at indhente det. Derfor synes jeg, at det er en ærgerlig prioritering at fokusere på de nationale test nu, siger Thomas Medom.

Selvom regeringen har truffet beslutningen, så håber Thomas Medom alligevel, at de vil genoverveje.

- Jeg håber, at man erkender, at det er vigtigere at håndtere coronasituationen. Skoleledere, lærere og interesseorganisationer har også meldt ud, at de synes, det er en ærgerlig beslutning.

- Det håber jeg, at man lytter til, og at man vælger at fokusere på dét, der er vigtigst.

I forbindelse med nedlukningen har regeringen forlænget den periode, skolerne har til at gennemføre testene, så den løber fra 1. marts til 11. juni.

DSC_0062

Fakkeloptog mod coronarestriktioner slutter fredeligt

politibil

Politiet har fundet gerningsmand ved røveri i Kvickly

96f50bfe-ee7a-4c4d-a549-2f3b20c5c7f8

Antal indlagte falder, men stor genåbning vil være "leg med ilden", advarer overlæge

IMG_9036

play Kæmpe sten i Gudenåen skaber debat: - Det er jo fuldstændig galimatias

Højskolerute

play Få inspiration til din gåtur i solen

Vaccine dosis.

Bopæl har betydning for vaccinetid: Region vil nu genoverveje kriterier