Allé bliver dobbeltrettet
Kommune vil løsne op for trafik ved museum
Aarhus Kommune er nu åben over for, at løse trafikproblemerne ved Moesgaard Museum i Aarhus.
Problemerne er opstået, fordi kommunen i første omgang blandt andet valgte at ensrette Moesgård Allé, som i øjeblikket fungerer som hovedvej til museet.
Rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz (S) fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at kommunen er klar med en midlertidig løsning, der indebærer at ensretningen ophæves, så biler igen kan køre både til og fra museet ad Moesgård Allé:
- Det er en løsning, der både kan fungere for museet og for beboerne i området og samtidig kan bringe folk til og fra, siger han og fortsætter:
- Alléen er meget smal. Det er derfor ikke en varig løsning, at de mange turistbusser skal køre gennem villakvarterene. Vi skal have fundet en varig løsning.
Planen var ellers, at der ved åbningen af det nye Moesgaard Museum skulle står en ny vej fra Oddervej og ind til museet klar.
Den plan bliver formentlig først realiseret om flere år. Derfor skal den nye midlertidige løsning, som også indebærer en bussluse, afhjælpe trafikproblemerne indtil da:
- Vi bygger en ny ordentlig vej til museet fra Oddervej, men det har desværre lidt lange udsigter, siger rådmand Kristian Würtz.
Projektet med at bygge en ny tilkørselsvej til museet kommer ifølge rådmanden til at trække ud, fordi der skal foretages en VVM-redegørelse, der belyser en ny vejs indvirkning på miljøet.