Allans kæreste lå i sengen i 42 dage: - Hårdt at se dødstal hver dag

Allan Stoltenborgs værste mareridt var, at hans corona-ramte kæreste skulle blive endnu en i rækken, som endte i dødsstatistikken.

I dag, tirsdag, er der registreret 476 nye smittede med corona. I alt har 23.799 danskere været konstateret smittet med virussen, og heraf er 641 personer døde.

Sådan en status har Statens Serum Institut sendt ud hver eneste dag, siden coronavirussen tog fat i Danmark. Det er en status som flere medier – inklusiv TV2 ØSTJYLLAND – har delt hver eneste dag for at give danskerne et billede af, hvordan coronasituationen er i Danmark, og hvordan den udvikler sig.

Det er også en status og en række tal, som kan være svære at blive konfronteret med hver eneste dag, hvis ens egen kæreste eller mor er syg med corona. Det ved Allan Stoltenborg og Natascha Wardinghus Bøje fra Aarhus alt om.

De oplevede nemlig, at det var enormt hårdt, at være pårørende til en COVID-19-patient.

quote Man blev ved med at være nervøs for, om hun ville ende på intensiv afdeling ligesom mange af dem, man hørte om i medierne.

Natascha Wardinghus Bøje, datter

-  Man blev virkelig bombaderet fra mediernes side om den nye, ukendte virus, og den usikkerhed omkring sygdommen var rigtig svær at stå med. Man så billeder af folk, der lå i respirator, og hørte om folk, der døde af det. Det var hårdt, siger Allan Stoltenborg til TV2 ØSTJYLLAND.

Allan Stoltenborgs kæreste, Joan Wardinghaus, blev alvorligt syg i begyndelsen af marts. Hun blev testede for coronavirus, men testen var negativ. Et par måneder senere fik hun taget en antistoftest, og her viste det sig, at hun havde været smittet med corona.

VIDEO: Sidste år løb Joan Wardinghus Persen fra Aarhus ultraløb i Skagen, og i marts var hun i gang med at træne op til maraton. Men så fik hun COVID-19 og her seks måneder senere, lider hun stadig af følgerne. Indslaget er fra august.

Datter: "Svært at hjælpe én, man ikke må se"

Mens Allan Stoltenborg var helt tæt på Joan og forsøgte at hjælpe hende med at komme igennem hverdagen, forsøgte Joan Wardinghus' 33-årige datter Natascha Wardinghus Bøje at hjælpe sin mor på afstand.

Hun måtte nemlig ikke se sin mor, selvom testen i første omgang viste, at Joan Wardinghus ikke havde corona. De symptomer hun havde, viste nemlig det modsatte.  

- Man var lidt magtesløs. Man kunne bare stå tilbage og se på og vente på, at det gik over. Man var aldrig sikker. Man blev ved med at være nervøs for, om hun ville ende på intensiv afdeling ligesom mange af dem, man hørte om i medierne, siger Natascha Wardinghus Bøje til TV2 ØSTJYLLAND.

quote På et tidspunkt var jeg helt sikker på, at jeg ville miste hende. Og det var svært, fordi så få kendte til sygdommen.

Allan Stoltenborg, kæreste

Natascha, hendes mand og deres tre børn så ikke Joan Wardinghus i hele otte uger. Derfor vidste de heller ikke, hvor syg hun egentlig var.

- Jeg synes faktisk, det var lidt mærkeligt i starten, for vi måtte ikke se hende. Vi fik jo bare at vide, at hendes test var negativ. Vi var slet ikke klar over, hvor syg hun var. Det var faktisk først, da jeg så hende, at jeg indså, hvor syg hun havde været. Der var jeg helt i chok, siger hun. 

Manglende forståelse udefra

Joan Wardinghus var så syg, at hun lå i sengen i 42 dage, og i disse dage passede Allan Stoltenborg hende. Joan kunne ikke klare sig selv, og ifølge Joan og Allan ville lægen ikke tilse hende af frygt for, at hun havde corona.

- Det var rigtig hårdt at stå med selv. På et tidspunkt var jeg helt sikker på, at jeg ville miste hende. Og det var svært, fordi så få kendte til sygdommen. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at råbe lægerne op, men det var svært at trænge igennem, siger Allan Stoltenborg.

Inden corona ramte Joan Wardinghus, var hun i gang med at træne op til maraton. Nu kan hun ikke engang gå ned af sin trappe uden at blive forpustet.
Inden corona ramte Joan Wardinghus, var hun i gang med at træne op til maraton. Nu kan hun ikke engang gå ned af sin trappe uden at blive forpustet. Foto: Privat foto

Imens Allan Stoltenborgs kæreste var syg, måtte han ikke komme på arbejde, fordi arbejdspladsen frygtede, at han også var smittet. Det passede meget godt i de 42 dage, hvor Joan havde det allerværst, men i længden blev det svært, og det er det stadig. 

- Jeg var hjemsendt i omkring tre måneder, og jeg oplevede, at min chef og mine kollegaer ikke havde forståelse for, hvad det var, Joan og jeg gennemgik, og sådan har jeg det stadig her et halvt år efter, siger Allan Stoltenborg.

For at være der for Joan Wardinghus har Allan Stoltenborg sat en stor del af sit liv på pause. Han har både skruet ned for sin aktivitet i den lokale løbeklub og som sin rolle som windsurfing instruktør. Derudover er parrets projekt med at bygge kolonihavehus sat på pause.

Stadig påvirket af virussen

Efter Joan Wardinghaus havde ligget i sengen i 42 dage, lykkedes det for Allan Stoltenborg at få hende indlagt. 

- Det var en kæmpe lettelse, at jeg ikke havde ansvaret for hende mere, men at der nu var nogle personer med faglig ekspertise, der fik hende i deres hænder, siger han. 

quote Det er ikke over endnu. Joan er ikke den, jeg lærte at kende. Hun er en hel anden lige nu.

Allan Stoltenborg, kæreste

Hun blev efterfølgende raskmeldt, men selvom hun ikke har corona mere, har hun stadig behov for familiens hjælp og støtte. Hun lider nemlig af senfølger, og det har hun gjort det seneste halve år.

- Det er ikke over endnu. Joan er ikke den, jeg lærte at kende. Hun er en hel anden lige nu, siger Allan Stoltenborg. 

Man kan ikke se det på 54-årige Joan Wardinghus, men hun lider af hovedpine, træthed, koncentrationsbesvær og overfølsomhed overfor høje lyde og lys. Hun mister indimellem stemmen, får ondt i brystet og har vejrtrækningsproblemer. 

- Jeg har ondt i lungerne. Det føles brændende, når jeg laver noget. Jeg mister stemmen, når jeg snakker, jeg bliver meget træt i hovedet og ukoncentreret. Jeg tåler ikke så godt lys og lyde, sagde Joan Wardinghus til TV2 ØSTJYLLAND den 27. august, og fortsatte:

- Jeg har svært ved, at jeg ikke ved, hvornår det går væk. Jeg kan ikke planlægge noget. Det er hårdt, man ikke har en slutdato på det her, sagde hun. 

VIDEO: Joan Wardinghus lider af senfølger og har svært ved at komme op ad trapperne i hendes opgang.

35 procent lider af senfølger

Joan Wardinghus er en af en lang række coronapatienter i Region Midtjylland, som lider af voldsomme senfølger.

35 procent af de patienter, der har været indlagt med COVID-19 på Aarhus Universitetshospital, oplever senfølger efter sygdommen.

Men også syge, der ikke har været indlagt, oplever senfølger lang tid efter, symptomerne på COVID-19 er stoppet. Det fortalte ledende overlæge på infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, til TV2 ØSTJYLLAND den 27. august. 

VIDEO: ledende overlæge på infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, er overrasket over, at en del coronapatienter får senfølger.

Lars Østergaard har mere end 30 års erfaring i lægefaget, og det kommer meget bag på ham, at senfølgerne rammer både unge og gamle. 

- Vi havde ikke forventet det her. Der er ingen sygdomme, der har det samme sygdomsbillede, som det, vi ser, her. Vi er meget overraskede over, at COVID-19-virussen er i stand til at lave sådan nogle senfølger, sagde han.

Anders Kühnau Aarhus Gymnasium Aarhus C Collage (1)

playRegionsrådsformand ville allerede lukke omdiskuteret gymnasium sidste år

jul Randers Storcenter julen julehandel julemand julemanden

Færre kunder og ensretning af butikker: Hvad betyder de nye restriktioner for din julehandel?

kløvedal

playKløvedals ejendom solgt med klækkelig rabat

Kildemosen

Tragedie på plejecenter: Tre ud af otte beboere er døde - flere er isoleret

Marcel Meijer

Tre døde på plejecenter: Min sværeste dag som borgmester

gymnasiet gymnasium student studenter

Skole revser forslag: Ingen har spurgt os