Alexander Juel: Ikke optimalt at skifte rundt
Konstante pladsskifter har haft stor betydning for Alexander Juel Andersens præstationer i AGF-trøjen
Alexander Juel Andersen var spået en stor fremtid, da han i 2013 skiftede til AGF fra Horsens, hvor han havde leveret på et meget højt niveau igennem en længere periode. Potentialet er dog langt fra blevet udløst hos de hvide.
- Hovedansvaret ligger naturligvis hos mig selv, men jeg har også været en del af nedturen i AGF, som ikke har gavnet mit spil heller. Der er sket en masse omvæltninger med ny træner og andre ændringer, som også har haft betydning, forklarer Alexander Juel.
Ser sig selv som højre back
I Horsens-tiden var den unge spiller især kendt for sit altid stabile høje niveau uden de store udsving i præstationerne. Det har han ikke kunnet fortsætte i AGF.
- Jeg forsøgte at finde mit niveau igen i 1. division, men blev lidt ramt af at blive flyttet rundt mellem backen, centerforsvaret og midtbanen. Det har ikke været optimalt, lyder det fra Alexander Juel.
Netop pladsskifterne har været kendetegnende for hans tid i AGF, og fremadrettet håber Alexander Juel da også selv på at tilspille sig en fast plads og position på banen.
- Det er helst på højre back, at jeg spiller. Tidligere har jeg haft det fint med at blive brugt flere steder, men må bare konstatere, at præstationerne er bedst på backen, siger Alexander Juel.
Se hele Alexander Juels forklaring på sin situation øverst på siden