Alexander gik ud med skraldet og forsvandt

Ruth Bentsen er utryg ved at overlade sin søn til personalet i Hus 5 på Bofællesskabet Elev, fordi der ofte er vikarer og nyt personale, som ikke kender ham.

Det var noget af et chok for Ruth Bentsen, da hun i påsken ville besøge sin udviklingshæmmede søn, Alexander Schou Christesen, i Hus 5 på Bofællesskabet Elev. 

Da hun ankom, fik hun at vide, at han var forsvundet. Ruth Bentsen panikkede, for hun havde ikke fået at vide, at han var gået væk, og hun regnede med, at hun skulle have en god stund med ham i lejligheden.

Alexander Schou Christesen har ikke meget sprog og har brug for hjælp til stort og småt i hverdagen. Og det er ikke alle opgaver, han selv kan klare. Alligevel havde en vikar på afdelingen bedt ham om at gå ud med skraldeposen. Han gik ud af hoveddøren, forbi affaldscontaineren og væk fra området.

quote Det skaber en ufattelig utryghed.

Ruth Bentsen, mor til beboer på Bofællesskabet Elev

- Så spørger jeg personalet, om de har nøgler til cyklerne, for så kunne vi tage en cykel hver og lede efter ham. Det er tre vikarer, som er på arbejde den eftermiddag, og de ved ikke, hvor nøglerne er, siger Ruth Bentsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Efter cirka tyve minutters søgen på gåben fandt de ham gående rundt i byen med skraldeposen i hånden. 

For Ruth Bentsen er det et meget konkret eksempel på de udfordringer, der opstår på grund af stor personaleudskiftning. Det gør nemlig, at personalet ikke kender beboerne og ved, hvad de kan håndtere.

- Det skaber en ufattelig utryghed. Jeg får mega dårlig samvittighed, fordi jeg har overladt mit guld til mennesker, jeg har haft tillid til, kunne håndtere den opgave, siger Ruth Bentsen til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: I maj måned stod en samlet forældregruppe til beboerne i en afdeling af Bofællesskabet Elev ved Aarhus frem og fortalte, at forholdene for deres børn er alt for dårlige. Trods flere kritiske tilsynsrapporter, oplever de ikke forbedringer.

Truet med lukning

Ruth Bentsen er ikke den eneste, der har råbt op om forholdene på botilbuddet. Som vi tidligere har fortalt på TV2 ØSTJYLLAND, kræver en samlet forældregruppe til alle beboerne i Hus 5 handling fra Aarhus Kommune.

Det kommer i kølvandet på flere kritiske rapporter fra Socialtilsyn Midt. I maj sidste år truede de med at lukke hele Borgercenter Nord, som Bofællesskabet Elev er en del af.

Efterfølgende fremlagde Aarhus Kommune handlingsplaner, der skulle rette op på problemerne. 

Blandt andet skulle trivslen forbedres, der skulle ansættes flere medarbejdere med relevante pædagogiske og sundhedsfaglige kompetencer, og så skulle medarbejderne opkvalificeres.

Alexander er født med en kompliceret hjertefejl, hvor aorta sad sammenfoldet nede bag hjertet. Senere fandt man ud af, at han havde en hjerneskade. I dag er han voksen og har stadig brug for hjælp til at spise, drikke, gå på toilettet, tage tøj på og mange andre ting, som er simple for mennesker uden handicap.
Alexander er født med en kompliceret hjertefejl, hvor aorta sad sammenfoldet nede bag hjertet. Senere fandt man ud af, at han havde en hjerneskade. I dag er han voksen og har stadig brug for hjælp til at spise, drikke, gå på toilettet, tage tøj på og mange andre ting, som er simple for mennesker uden handicap.

Tillid skal genoprettes

Centerchef for Borgercenter Nord, Mette Erhardsen, erkender, at der i en periode har været mange vikarer i Hus 5.

- Vi kan komme i nogle situationer med for eksempel kompetenceudvikling, hvor det er nødvendigt, at der kun er vikarer på arbejde. Vi har altid fokus på, at der er medarbejdere – uanset om det er vikarer eller faste – som kender beboerne, og hvor vi tænker, vi har en tryg og sikker bemanding, som kan sikre beboerne den rette indsats og trivsel, siger Mette Erhardsen.

Trods kritikken fra de pårørende mener centerchef for Borgercenter Nord, Mette Erhardsen, at den faglige kvalitet i Hus 5 på Bofællesskabet Elev er høj.
Trods kritikken fra de pårørende mener centerchef for Borgercenter Nord, Mette Erhardsen, at den faglige kvalitet i Hus 5 på Bofællesskabet Elev er høj.

Mette Erhardsen mener, at huset generelt har taget et fagligt løft og er på vej det rette sted hen. 

Hun forklarer, at man gør meget ud af at oplære både nyt personale og vikarer, så man kan undgå en gentagelse af episoden med Alexander og skraldeposen.

- I den her situation så er det gået galt, og det skal det selvfølgelig ikke. Vi har fokus på, at det ikke skal ske, siger Mette Erhardsen til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at have tillid.

Mette Erhardsen, centerchef, Borgercenter Nord

Kan du godt forstå, hvis de pårørende ikke kan have tillid til personalet, når sådan noget kan ske?

- Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at have tillid. Jeg tænker også, at der jo kan ske fejl, og at vi skal lave et stort samarbejde om at genoprette den her tillid, siger Mette Erhardsen.

Ifølge Aarhus Kommune er der lavet en ny arbejdsplan, som træder i kraft 1. juni. Den skal bidrage til, at vikarforbruget reduceres, og som en del af den plan bliver der fastansat en ekstra aftenvagt.

quote Deres kerneydelse er ikke kompetenceudvikling af medarbejderne. Deres kerneydelse er omsorg for beboerne.

Anne Kjeld Pedersen, formand for LEV Aarhus

Hos foreningen LEV, der repræsenterer udviklingshæmmede og deres pårørende, anerkender man ikke forklaringen om, at kompetenceudvikling kan være en undskyldning for højt vikarforbrug.

- Deres kerneydelse er ikke kompetenceudvikling af medarbejderne. Deres kerneydelse er omsorg for beboerne. Derfor skal de naturligvis tilrettelægge kompetenceudviklingen, så der altid er fast personale hos beboerne, siger formand for LEV Aarhus, Anne Kjeld Pedersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ansvar for medmennesker

For Ruth Bentsen er tålmodigheden dog ved at være sluppet op. Hun har brug for, at der kommer bedre forhold for sin søn – hellere i dag end i morgen.

Burde I ikke give dem lidt mere tid til at få det her rettet op?

- Nej. Jeg synes faktisk, de har haft for meget tid, siger Ruth Bentsen og uddyber:

- Nu vil vi rigtigt gerne slå et slag for, at tingene bliver bedre på handicapområdet generelt. Vi har et ansvar for vores medmennesker. 

VIDEO: Selvom Aarhus Kommune udmærket kender til problemerne for beboerne i Hus 5 på Bofællesskabet Elev, så har man ikke set deres vej, da pengene fra det seneste budgetforlig skulle uddeles. Indslaget er fra 25. maj 2021.


Mest læste

Mere fra Aarhus

60_percent

play Østjysk ulveforsker begejstret: Tre ulvehvalpe født

Trafikulykke Grenåvej

Efter bil landede på to andre biler: Bilist sigtet for narkokørsel

Mørke skyer nær villakvarter

play Kælder oversvømmet tre gange: Nu forbereder Klaus sig på nye skybrud

skak

International turnering i Aarhus: - Det betyder meget at komme i gang igen

20_percent

play Ekspert om massive mågeplager: En krig, der ikke kan vindes

Skolebørn

play Bliv vaccineret inden skolestart, siger Brostrøm. Men hvad mener forældrene?