Aktier og høns på skemaet: Ny skole dropper traditionel undervisning

En ny friskole i Aarhus vil gøre op med klassetrin og undervisning i traditionelle fag. I stedet skal der bygges fuglehuse, investeres i aktier og holdes høns.

Bør vi gentænke den måde, vi underviser børn på - og hvad vi underviser dem i?

Det mener en af initiativtagerne bag Den Innovative Naturfriskole, der åbner i Trige ved Aarhus efter sommerferien.

- Vi vil gerne skabe noget mere fleksibilitet, fordi børn har forskellige behov, og det følte vi ikke, at vi kunne inden for de normale folkeskolerammer, siger Emilie Skaarup Bruhn til TV2 ØSTJYLLAND.

Friskolen har lokaler på Trige Søndergaard i naturskønne omgivelser.
Friskolen har lokaler på Trige Søndergaard i naturskønne omgivelser.

Naturfriskolen, der regner med 60 elever til sommer, vil gøre op med de traditionelle mødetider, klassetrin og klasseværelser. Og i stedet for at undervise i dansk, engelsk og matematik skal børnene arbejde med forskellige projekter, hvor de bl.a. skal bygge fuglehuse, investere i aktier og holde høns.

- Vi følger ikke den samme udvikling i alle fag, så det med at man kan være sammen med nogen, som måske ikke er aldersvarende, men til gengæld er samme sted socialt eller fagligt, skaber nogle andre dynamikker, siger Emilie Skaarup Bruhn.

Kan de leve op til at være en skole?

Tre dage om ugen skal børnene arbejde med projekter, en dag tager de ud af huset, og så har de en fordybelsesdag. Skolen er også test- og karakterfri. I stedet får børnene kontinuerlig individuel feedback.

Gør al den fleksibilitet ikke, at jeres friskole har svært ved at leve op til at være en skole?

- Det mener vi jo ikke. Vi tror på, at man sagtens kan nå at lære det, der er nødvendigt at lære, og det gør vi, fordi vi sætter trivslen forrest, og hvis man trives, så lærer man også bedre, siger Emilie Skaarup Bruhn.

Den Innovative Friskole

Forskningschef Andreas Rasch-Christensen fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at han ikke selv ville være bekymret for at sætte sine egne børn i en skole som Den Innovative Naturfriskole.

Men han understreger samtidig, at det er vigtigt, at man med projektorienteret undervisning er opmærksom på at få alle lige inkluderet.

- Hvis friskolen lykkedes med denne type pædagogik, så kan børnene få det ud af det, at de trives og dannes på andre måder, siger han.

Og på Den Innovative Naturfriskole glæder de sig bare til at slå dørene op til august.

- Der er jo nogen, der skal være firstmovers. Vi tror på projektet, og derfor har vi også sat vores egne børn på skolen, siger Emilie Skaarup Bruhn.