Når AGF på tirsdag skal forsøge at spille sig videre til kvartfinalerne i DBU Pokalen mod Rishøj, bliver kampen ikke afviklet på Køge Stadion, som ellers var planlagt.
Den sjællandske klub, der til daglig spiller i Danmarksserien, har været nødt til at flytte kampen til Tingbjerg Idrætspark - også kaldet Tingbjerg Ground - i København.
Manglende lys
Det sker, da kampen skal vises i tv, og lyset på Køge Stadion ikke er tilstrækkeligt til det.
Randers FC er klar til kvartfinalen i DBU Pokalen
- Der er fra klubbens side prøvet alt for at få lys nok til at kunne afvikle kampen på Køge Stadion, men desværre uden held, fortæller Martin Grebak, der er bestyrelsesformand i Rishøj Boldklub, til den sjællandske klubs hjemmeside.
Kamptidspunktet for opgøret er uændret, og det betyder, at kampen fløjtes i gang tirsdag den 27. oktober klokken 18.15.
Østjyske Randers FC er allerede klar til kvartfinalerne i DBU Pokalen. Det skete efter en 2-0 sejr på udebane mod FC Helsingør onsdag aften.