AGF vil holde sammen på det bedste hold i årtier

Aarhus-klubben vil granske sulten hos spillerne og er parat til at afvise tilbud for at holde AGF i toppen.

AGF's Sebastian Hausner er i duel med FC Københavns Mikkel Kaufmann i søndagens opgør i Parken. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

David Nielsens nuværende AGF-mandskab er i gang med at skabe klubbens bedste resultat i Superligaen i mere end to årtier.

Søndag blev det afgjort, at Aarhus-holdet for første gang siden 1997 slutter i top-tre.

Og det kan meget vel ende med en andenplads, efter at FC København blev nedlagt med 4-2 på udebane i et aarhusiansk målshow søndag aften i Parken.

Læs også AGF støder FCK fra andenpladsen med triumf i Parken

Det er sportschef Peter Christiansen, der har sammensat truppen, og han vil forsøge at holde sammen på det nuværende Aarhus-kuld hen over sommerens transfervindue.

- Vi har mange spændende spillere, og vi skal bygge ovenpå med de her gutter.

- Så der skal store penge til, hvis folk skal væk herfra, siger Peter Christiansen.

Han risikerer, at det bliver flået i flere af de profiler, der lige nu fører sig fornemt frem i Superligaen.

Det kunne være en spiller som venstrebacken Casper Højer, der scorede fra 25 meters afstand mod FCK.

- Det er rigtigt, men så må vi sige nej, hvis vi ikke føler, at det er godt nok, og at der ikke er gode nok reserver i truppen.

Læs også Freddy har været AGF-fan i 30 år: - Det er spændende på den fede måde nu

- Så jeg vil passe på den gruppe, vi har nu, men det er klart, at det er sjældent, at der ikke kommer nogle udskiftninger hen over en sommer, siger sportschefen.

Ønsker ikke at sælge ud

AGF-direktør Jacob Nielsen fortæller, at det er Peter Christiansens bord, hvad der skal ske med truppen. Direktøren ønsker dog ikke at sælge ud af den sportslige succes.

- Vi kan bare vælge at sige nej, hvis der er bud på de spillere, der har kontrakt med os. Så det er meget simpelt.

- Uanset om det ender med sølv eller bronze for os, så skal vi også afkode spillerne for, om de har en sult for det, vi har gang i, siger Jacob Nielsen.

Vi kan bare vælge at sige nej, hvis der er bud på de spillere, der har kontrakt med os. Så det er meget simpelt.

Jacob Nielsen, direktør, AGF

AGF-direktøren henviser til, at flere konkurrenter i Superligaen har haft problemer ved at holde sig på toppen, efter at de har leveret et godt resultat i en enkelt sæson. Han nævner Sønderjyske, Esbjerg og Lyngby.

- De har efterfølgende haft en lille deroute. Det er vi opmærksomme på. Vi har ikke armene over hovedet, siger Jacob Nielsen.

Hvor langt tid AGF-succesen vil vare ved, kan direktøren ikke svare på.

- Det vil vise sig. Det kan ingen svare på. Når man er i vores situation, hvor vi ikke har prøvet at være så højt oppe i tabellen i 23 år, så er der ikke noget svar på det.

- Vi arbejder alt på, at vi skal blive i toppen, siger han.

AGF møder på onsdag FC Nordsjælland på udebane, inden Brøndby venter i Aarhus på søndag i mesterskabsspillets sidste spillerunde.

AGF indtager andenpladsen med 63 point, mens FC København har 62 point på tredjepladsen. FC Midtjylland har sikret sig mesterskabet.