AGF tilbyder trofaste fans penge tilbage
Sæsonkortholdere får penge retur, fordi de ikke må komme på stadion i resten af superligasæsonen.
AGF-tilhængere, der har købt sæsonkort til superligaklubbens hjemmekampe, kan nu få en del af deres penge refunderet.
Som konsekvens af, at resten af sæsonen skal spilles uden tilskuere - hvis den overhovedet bliver genoptaget - er der penge på vej til sæsonkortholderne fra den aarhusianske klubkasse.
- Det er stadigvæk vores forventning, at de resterende kampe gennemføres, men desværre uden tilskuere.
- Derfor tilbyder vi nu, at vores sæsonkortholdere kan få tilbagebetalt et beløb, der forholdsmæssigt svarer til det antal kampe, de nu misser, siger AGF's administrerende direktør, Jacob Nielsen, i en pressemeddelelse.
Flere ønsker ikke penge tilbage
Tilskuerne går glip af de to resterende hjemmekampe i grundspillet mod Randers og OB foruden kampene i det efterfølgende slutspil.
- Det vil være uklædeligt af os, hvis vi ikke tilbød denne tilbagebetaling, og selv om hele situationen rammer os på pengepungen, så gør det endnu mere ondt, at vores mest trofaste fans ikke kan være på tribunerne i et sportsligt spændende forår, siger Jacob Nielsen.
Ifølge klubben har nogle sæsonkortholdere allerede tilkendegivet, at de ikke ønsker penge tilbage.
Derfor kan de i stedet vælge at donere beløbet til enten en fanzone på det kommende, nye stadion, en "velkommen tilbage-fest" eller til AGF's talentarbejde.
AGF ligger aktuelt på tredjepladsen i Superligaen, der på grund af coronakrisen har ligget stille siden 9. marts.