AGF skriver kontrakt med 15-årig
Den århusianske fodboldklub har sikret sig en underskrift fra den unge midtbanespiller Jens Jønsson.
AGF er godt i gang med at sikre fremtiden for klubbens førstehold.
I dag kunne sportschef Brian Steen Nielsen offentliggøre, at unge Jens Jønsson har sat sin signatur på en kontrakt. Midtbanespilleren er netop fyldt 15 år og beskrives som et stort talent.
- Jens kan drive fodbolden langt. Han er teknisk dygtig, læser spillet godt og har en god fysik. Han går forrest på banen og spiller altid for at vinde. Kvaliteter, der gør, at han på sigt godt kan udvikle sig til ledertype. Det er den første spiller fra vores talentfulde årgang 93, vi skriver kontrakt med, og jeg glæder mig til at følge hans udvikling. Han er selvfølgelig stadigvæk ung og har meget at lære, men vi tror på, at han har det, der skal til, for at gå hele vejen, siger Brian Steen Nielsen.
Jens Jønsson skiftede i 2005 fra IF Lyseng til AGF. Han glæder sig over kontrakten:
- Det er helt specielt, og det er ikke rigtig gået op for mig, men kontrakten giver mig helt sikkert mod på mere. Målet er at komme så langt som muligt og på et tidspunkt at spille for SAS Liga-holdet, siger han til klubbens hjemmeside.