AGF på vej med nyt underskud
Oprykning får omsætning til at stige
Fodbolden i Danmarks næststørste by fortsætter med at give underskud.
Århus Elite, selskabet bag superligaklubben AGF, havde et underskud på 7,7 millioner kroner for det første halvår af 2011/12.
Underskuddet er som forventet, men det er ikke tilfredsstillende.
Århus Elite - der også driver NRGi Park & Arena - havde et underskud på 17,4 millioner kroner i samme periode året før.
- Resultatet i AGF Fodbold er bedre end forventet primært grundet gode sportslige præstationer i efterårssæsonen.
- I NRGi Park & Arena er resultatet lidt under forventet, hvilket dels kan begrundes i et vanskeligt og udfordrende marked for arrangementer samt pres på indtjeningsmarginer, skriver Århus Elite.
Omsætningen er steget
Omsætningen i det første halvår af 2011/12 er samlet steget fra 32,7 til 45,7 millioner kroner, hvilket primært tilskrives AGF's oprykning fra 1. division til Superligaen.
Forventningerne til hele regnskabsåret er et underskud på mellem 13 og 17 millioner kroner.
Århus Elite havde ved årsskiftet en egenkapital på 43,2 millioner kroner.