AGF om skade: Vent nu og se
Vil ikke drage konklusioner om Graulund
AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, mener, at det er alt for tidligt at spå om Peter Graulunds skæbne.
Onsdag rev den 35-årige angriber akillessenen over, da AGF tabte til Vejle-Kolding i pokalturneringen. Bagefter vurderede klubbens læge, at det ville blive en hård kamp for Graulund at vende tilbage til fodboldbanen.
- Jeg er enormt ked af det på Peters vegne. Det er et hårdt slag for alle - først og fremmest for ham selv, men også for klubbens fans, sponsorer og dansk fodbold i det hele taget, siger Brian Steen Nielsen til AGF's hjemmeside.
- Han er en af de største profiler i Superligaen, og han vil blive savnet. Man kan allerede nu begynde at drage en masse konklusioner, men jeg synes, at vi lige skal slå koldt vand i blodet og se, hvordan operationen forløber, fortæller sportschefen.
Peter Graulund vil blive opereret umiddelbart over middag på privathospitalet Aleris-Hamlet.
Angriberen må efterfølgende ikke belaste foden og skal gå med en skinne på benet i et par måneder.
- Herefter venter et længere genoptræningsforløb, og normalt tager det ni måneder at komme tilbage fra sådan en skade, siger AGF's læge, Jacob Astrup.