AGF om corona-kritik: - Klar fejl fra vores side

AGF erkender, at fans stod for tæt under mandagens kamp mod Vejle og dermed ikke fulgte corona-reglerne.

Også efter kampen var der problemer, da spillerne lod sig hylde af en stor gruppe fans. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mandag tog AGF hul på den nye superligasæson med en 4-2-sejr over Vejle.  

Men hvor det normalt ville være de tre point, der løb med overskrifterne, var det efter gårsdagens kamp noget helt andet.

Mange kritiserede kort efter kampen, at publikum stod alt for tæt og stillede spørgsmål ved, om myndighedernes retningslinjer i forhold til COVID-19 derfor ikke blev overholdt.

Nu har klubben evalueret på kampen.

- Der var perioder i kampen, hvor vores fans i stemningsafsnittet stod op og derfor også var for tætte. Og det er ikke godt nok. Det følger vi op på i dialog med vores fans, så vi sikrer, at det ikke sker igen, fortæller sikkerhedschef i AGF, Morten Bjørkmann. 

Vores fejl

Kort efter kampen samlede flere AGF-fans sig tæt, og det fik spillerne til at bevæge sig hen mod dem for at lade sig hylde, og det var også en fejl, erkender klubben nu.

AGF meddeler, at klubben nu vil stramme op.  Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

- Det var en klar fejl fra vores side, at vi ikke fik sikret, at truppen forblev på banen, da det skabte for stor tæthed på vores stemningsafsnit. Det drejer sig om mindre end fem procent af vores gæster og én enkelt kamp, men derfor skal det være i orden alligevel, siger Morten Bjørkmann. 

Klubben fortæller, at de tager myndighedernes anvisninger alvorligt, og at de fortsat vil evaluere på kampenes gennemførsel, så de i fremtiden undgår situationer som denne.  

- I tæt samarbejde med myndighederne og Østjyllands Politi ser vi hele tiden på, hvad vi kan gøre bedre i forhold til retningslinjerne. Og vi og vores SLO er i tæt dialog med fansene, hvor vi indskærper, hvordan man skal agere, når man i de her tider er til fodbold, tilføjer Morten Bjørkmann, sikkerhedschef i AGF.