AGF: Nu har de solgt ryggen
Byggemarked er ny sponsor
Forleden solgte AGF forsiden på spillertrøjerne til kabel-tv selskabet YouSee, og nu har de solgt ryggen til byggemarkedskæden Optimera.
De nye trøjer tages i brug ved premieren på forårssæsonen 3. marts.
- Med høje tilskuer- og seertal og en bred, folkelig appel kan AGF tilbyde en national eksponeringsgrad og bevågenhed, som er meget attraktiv, og det har været afgørende for vores beslutning. Det har også haft stor betydning, at mange af vores kunder og forretningsforbindelser går op i fodbold, og her byder AGF også på et produkt, der hører til blandt de bedste, siger Anita Eckardt, marketingdirektør hos Optimera, om baggrunden for aftalen.
Kommerciel direktør i AGF, Jørn Klinge, er meget tilfreds med, at endnu en stor, landsdækkende virksomhed har valgt at indgå et samarbejde med AGF.