AGF-nederlag: Jønsson fejlede til sidst
AGF måtte se sig slået af Sønderjyske med 1-2 på hjemmebane
En stor brøler af AGF's Jens Jønsson blev afgørende, da Sønderjyske fredag vandt over aarhusianerne på udebane i Alka Superligaen.
Fem minutter før tid forsøgte Jens Jønsson at heade bolden tilbage til sin målmand, Steffen Rasmussen, men manøvren kiksede totalt.
Indskiftede Jeppe Simonsen kom imellem og scorede til slutresultatet 2-1 til Sønderjyske.
Dermed kom Sønderjyske op på tredjepladsen i Alka Superligaen med 15 point for ni kampe.
Uden sejr i seks ligakampe
AGF, der er gået fra banen uden sejr i de seneste seks ligakampe, har 10 point.
Kampen i Aarhus var ekstremt chancerig, og hjemmeholdet dominerede spillemæssigt.
Sønderjyske, der fortsat ikke har spillet uafgjort i sæsonen, var dog godt med chancemæssigt.
Det var også sønderjyderne, der kom foran i første halvleg, da Thomas Dalgaard headede bolden i mål til 1-0 på kanten af offside.
Jens Jønsson flov over flop på hjemmebane
Mate Vatsadze fik dog udlignet før pausen, også på hovedstød, og dermed fik AGF-angriberen revancheret sig efter nogle afbrændere tidligere i kampen.
I anden halvleg ramte Ahmed Yasin trekantsammenføjningen for AGF, mens hjemmeholdets Jens Jønsson var tæt på at bringe gæsterne på 2-1, da han headede bolden på egen overligger.
Ramte ydersiden af stolpen
Thomas Dalgaard kunne være blevet dobbelt målscorer, men hans afslutning langs jorden ramte ydersiden af stolpen.
Det lignede Sønderjyskes første uafgjorte kamp i sæsonen, indtil Jens Jønsson dummede sig, så Jeppe Simonsen kunne indtage helterollen for gæsterne.
AGF - SønderjyskE 1-2 (1-1)
1-1 Mate Vatsadze (27. min.)
1-2 Jeppe Simonsen (86. min)