AGF lun på Krøldrup
Træner nu på Fredensvang
Han startede med at holde formen ved lige sammen med andendivisionsklubben Aarhus Fremad på Risvangen Stadion. Men nu er den tidligere landsholdsspiller, Per Krøldrup, rykket over til AGF på Fredensvang. Ikke som ny førsteholdsspiller, men bare for at holde formen ved lige, mens han overvejer sin fremtid.
Og klubben vil ikke afvise, at man overvejer at skrive kontrakt, skriver B.T.
- Jeg så ham træne i dag, og han var ikke helt rusten, siger AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen.
- Det er ikke tanken nu og her at skrive kontrakt med ham, men man kan ikke lade være med at stå og lure lidt på ham, når han træner med, siger Brian Steen Nielsen til B.T. og henviser til, at holdet kan komme til at mangle profiler, hvis der opstår skader senere på sæsonen.
Det er Per Krøldrups tidligere holdkammerat i Fiorentina, Martin Jørgensen, der har fået Krøldrup med til træningen. Krøldrup har spillet seks år i Fiorentina før han sidste sommer skrev et etårig kontrakt med Pescara. Den kontrakt er udløbet her i sommer og Per Krøldrup overvejer nu sin fodboldfremtid.