AGF henter forstærkning
Ny angriber: Jesper Lange fra Esbjerg
Siden Peter Graulund i efteråret indstillede sin karriere har AGF-fansene hungret efter en angriber, der ud over at score også kan levere den fight og det arbejdsraseri, som kan tække holdet op, når det kniber.
Men nu er manden fundet, og fansene kan godt begynde at glæde sig til efter sommerferien.
Århus Stiftstidende erfarer nemlig, at Esbjerg-angriberen Jesper Lange skifter til den århusianske Superligaklub, når de sidste fem runder af dette års turnering er afsluttet.
Pokalseminale overstået
Ingen i AGF ønsker at bekræfte oplysningerne, men ifølge avisens oplysninger har Jesper Lange allerede bestået lægeundersøgelsen, og den tre-årige kontrakt er skrevet under.
Men når den endnu ikke er offentliggjort, så skyldes det, at AGF ville give Esbjerg og Jesper Lange ro til at afvikle torsdagens pokalsemifinale mod Brøndby. En kamp, hvor vestjyderne på hjemmebane skulle forsvare 1-1 fra den første kamp.
Det lykkedes. Dog første efter forlænget spilletid, da den ordinære kamp endte 1-1. I forlængelsen scorede Martin Braitwaithe og Jesper Lange hver en enkelt gang og sørgede for Esbjerg-sejr på 3-1. Dermed er Jesper Lange og Esbjerg klar til pokalfinalen mod Randers.
Kontrakten med AGF bliver formentlig offentliggjort i løbet af fredag eller lørdag.
Arbejdsom angriber med temperament
Jesper Lange, der skifter på en fri transfer, har længe stået højt på AGFs ønskeliste, og med ham på holdet får århusianerne igen den angriber, der kan levere mange af de ting, som Peter Graulund og til dels Aron Johansson stod for.
Jesper Lange er ikke Superligaens mest målfarlige angriber, men han er uhyre arbejdssom og pågående i sit spil og vil på den måde få en vigtig rolle i AGFs defensiv og generobringsspil.
Samtidig har den 27-årige angriber den speed, som AGF har manglet siden Peter Graulunds og Aron Johanssons farvel, og det vil også gøre det lettere for århusianerne at udfordre modstandernes forsvar i dybden.
Den 178 centimeter høje angriber har spillet i Esbjerg siden 2006, hvor daværende træner Troels Bech tog ham med fra OB. Han er kendt som en temperamentsfuld spiller, der gerne går lige til stregen og også lidt over den.
Det skete senest i forrige kamp, hvor Jesper Lange blev udvist i en kamp mod Sønderjyske.