AGF forlænger med Sorin

Franskmanden har skrevet under på en ny kontrakt

Den franske forsvarsspiller Arthur Sorin har forlænget sin aftale med AGF, så den nu gælder frem til sommeren 2015.

Kontraktforlængelsen har været helt naturlig for den 26-årige forsvarsspiller.

- Jeg er virkelig glad. Min familie og jeg har det rigtig godt i Århus, så det er dejligt, at det nu ligger fast, at vi kan blive her. Samtidig går det godt på banen i øjeblikket - både for holdet og for mig selv. Jeg synes, vi har haft en rigtig god efterårssæson, og jeg har en tro på, at det kan blive endnu bedre. Samtidig har jeg været fast mand på holdet i lang tid, og det er selvfølgelig med til at gøre valget nemt for mig, siger Arthur Sorin.

Inden han satte sin underskrift på den nye aftale, stod han til kontraktudløb i sommeren 2012, og dermed har han den seneste måned haft mulighed for at tale med andre klubber. Men Sorin har hele tiden haft AGF som sin førsteprioritet.

- Det har slet ikke været aktuelt at tale med andre klubber. Jeg har kun fokuseret på at forlænge med AGF, siger Sorin.

Han kom til AGF fra Kalmar i Sverige i januar 2009, men blev et halvt år senere udlejet til CS Sedan i hjemlandet. Han kom tilbage til AGF i sommeren 2010 og erobrede et par måneder inde i sæsonen 2010/11 en fast plads på holdet. Den har han fastholdt lige siden, og derfor er sportschef Brian Steen Nielsen glad for at have forlænget aftalen med franskmanden.

- Arthur har udvist en fantastisk stabilitet og ro i sit spil under Peter Sørensen. Han er en fleksibel spiller, der gør det godt både inde i midterforsvaret og som højre back. Han er blevet bedre og bedre, og han er en vigtig faktor på holdet, og derfor har han jo også spillet så godt som alle kampe i efteråret, siger Brian Steen Nielsen.

Arthur Sorin er inden forårssæsonen noteret for 55 kampe og 1 mål for AGF.