- AGF er min førsteprioritet
Martin Jørgensen om fremtiden som træner
AGFs Martin Jørgensen annoncerede forleden, at han indstiller karrieren som aktiv fodboldspiller til nytår, og samtidig åbnede han op for at gå trænervejen.
Martin Jørgensen var tirsdag gæst i Fodbold med Horup her på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Her fortalte han, at AGF er hans førsteprioritet, hvis han skal have en karriere som træner.
I programmet blev Martin Jørgensen spurgt, om han kan se sig selv i andre danske klubber end AGF, hvis trænerjobbet var noget for ham:
- Ja, det kunne jeg godt, for hvis jeg siger nej, så har jeg begrænset mine muligheder rimelig meget. Så ja, det kunne jeg da sikkert godt på et eller andet tidspunkt, men AGF er min førsteprioritet, og så må vi se, om de også synes, at jeg skal være deres førsteprioritet på er tidspunkt, siger Martin Jørgensen.
Martin Jørgensen fik debut for AGF tilbage i 1994, og han nåede at spille 93 kampe for aarhusianerne, inden turen gik til Italien, hvor Udinese stod klar med en kontrakt. Her spillede midtbanespilleren i syv år, inden han skiftede til Fiorentina. Martin Jørgensen nåede i alt 13 sæsoner i Italien og spillede 330 kampe i Serie A, inden turen igen gik hjem til Aarhus og AGF.
Til december begynder Martin Jørgensen på et trænerkursus, og så må fremtiden vise, om trænerkarrieren bliver i AGF eller i en anden klub.
I tirsdagens Fodbold med Horup var Steffen Rasmussen, målmand og anfører i AGF, også med i studiet.
I videoen øverst på siden kan du se Martin Jørgensen fortælle om fremtiden og den mulige karriere som træner.