- AGF er med i oprykningskamp
Kun tre klubber har chance for at indløse billetter til Superligaen, vurderer Viborg-sportschef
I sidste ende er kun tre klubber stærke nok til at kæmpe med om oprykning til Superligaen.
Sådan lyder profetien fra sportschefen i Viborg, Ole Nielsen, umiddelbart inden, forårssæsonen går i gang i NordicBet Ligaen i fodbold.
Lyngby og Viborg ligger på en delt førsteplads og er dermed på papiret favoritter til at indløse de to billetter til den bedste række.
AGF og Vendsyssel ligger på de næste pladser - seks point efter topholdene.
Se: Spillere klar til forårsstart
Ole Nielsen anser det dog som urealistisk, at Vendsyssel eller andre klubber kan true topholdene. Kun AGF har reelt mulighed for at rykke op, vurderer han.
- Det bliver Viborg, Lyngby og AGF, der skal kæmpe om oprykning. Jeg tror ikke på Vendsyssel, for jeg ser mere kvalitet i de tre andre hold, siger Ole Nielsen til Ritzau.
AGF har i den kommende weekend gode chancer for at indhente en del af forspringet til topholdene. Aarhusianerne møder søndag AB på udebane, mens topholdene Lyngby og Viborg allerede tørner sammen torsdag aften.