AGF er klar til forårssæson
Denne gang med målmand Steffen Rasmussen mellem stolperne
2014 var et år, som bød på mange skadespauser for AGF-målmanden Steffen Rasmussen.
Senest i oktober, hvor problemer med ryg og lårmuskel sendte ham til tælling efter en kamp mod Vendsyssel og betød, at han måtte sidde på bænken resten af efteråret.
Nu er målmanden tilbage og klar til vogte målet i forårssæsonen, fortæller han i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han håber, at kunne være med til at fortsætte holdets gode stime inden vinterpausen, som bød på fire sejre i streg. En god periode, som afløste flere kampe med nederlag og uafgjorte resultater:
- Vi kommer lidt fra baghjul, og det skal vi have respekt for, siger Steffen Rasmussen.
AGF er lige nu syv point fra en andenplads i ligaen, som kan sikre oprykning til Danmarks bedste fodboldliga, Superligaen. Der er derfor nok at kæmpe om og bevise både over for holdet selv, men også over for fansene:
- Vi skal gøre os fortjent til at være populære, siger Steffen Rasmussen.
Du kan se et tv-indslag om AGFs forårsforberedelser øverst i artiklen, hvor blandt andet cheftræner Morten Wieghorst og angriber Kim Aabech medvirker.