AGF-direktør: Støtten viser at mange drømmer om nyt stadion
Allerede på de første tre dage har klubben solgt 3000 støttebeviser til en værdi á 100 kr. stykket
Fans af AGF har siden onsdag kunnet købe støttebeviser for at vise deres opbakning til klubbens planer om at få et nyt stadion i Aarhus. Salget går strygende, og siden projektet blev søsat, er 3000 beviser revet væk.
- Det er et udtryk for, hvor mange der bakker op om et nyt stadion og drømmer om det. Jeg er imponeret over, at der er solgt så mange på så kort tid, og vi er selvfølgelig glade, lyder det fra direktør i AGF, Jacob Nielsen, til tv2oj.dk.
AGF kæmper for nyt stadion inden 2020
Målet er at sælge 10.000 beviser, og på trods af den forrygende start så fastholdes den ambition.
- De første er altid de letteste, som de mest loyale køber. Derfor venter vi og se, men er da fortrøstningsfulde i forhold til at komme i mål, siger direktøren.
Lykkes det, vil salget indbringe én mio. kroner, men det er ikke denne, som afgør, om stadionet bliver en realitet.
Nødvendigt med kommunen
- Rent økonomisk har salget af støttebeviser ikke den store betydning, men vidner mere om opbakning til projektet, forklarer Jacob Nielsen, der samtidig påpeger vigtigheden af erhvervslivet og kommunens involvering.
Han mener nemlig, at et samarbejde mellem Aarhus Kommune, AGF og erhvervslivet er nødvendigt.
- Det har man set i andre byer, der har fået et nyt stadion. I byer som Silkeborg, Randers, Vejle og Odense har kommunerne også været en del af det, og det skal også til her, siger direktøren.
Jacob Nielsen: Intimiteten i stadionoplevelsen er der ikke
At der ikke er kommet nogen konkret støtte fra kommunen endnu, forstår han dog også godt. For som han siger:
- Kommunen er realistisk og skal være professionel og være sit ansvar bevidst.
Den nye hjemmebane for byens hold skal være et fodboldstadion, hvor tilskuerne sidder tæt på banen, hvor komforten er i højsædet, og hvor vejr og vind ikke spiller en rolle for oplevelsen. Et nyt stadion skal efter planen stå klar i 2020.
Se et interview med AGF-direktør Jacob Nielsen. Interviewet er lavet efter onsdagens sejr over Esbjerg: