Melder sig ud af Radikale på grund af rådmand

Eva Borchorst Mejnertz har meldt sig ud af Radikale Venstre på grund af partiets rådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad.

Tilliden er væk, og hun kan ikke være ærlig over for sig selv, hvis hun fortsætter i gruppen.

Sådan lyder det fra byrådsmedlem i Aarhus Kommune Eva Borchorst Mejnertz i et opslag på Facebook.

- Hvis man ikke har tillid til den politiske leder i en gruppe, har man tre valgmuligheder: Man kan vælge at bringe en anden kandidat i spil eller selv at udfordre. Den sidste mulighed er at gå. Jeg har forsøgt de to første og drager derfor nu konsekvensen, skriver hun i opslaget.

Hun kan ikke sidde i en byrådsgruppe med rådmand Rabih Azad-Ahmad, og derfor har hun valgt at forlade partiet.

- Jeg vil gerne understrege, at det har været mig magtpåliggende at opføre mig ordentligt. Men jeg har samtidig lagt så meget bånd på mig selv, at det ikke har været holdbart.(...) Nu er der nemlig brug for, at jeg også opfører mig ordentligt overfor mig selv, skriver hun videre.

Hun skriver samtidig, at hun fortsætter som løsgænger i byrådet.

Eva Borchorst Mejnertz stillede i oktober op til et kampvalg om posten som spidskandidat i Radikale Venstre til næste års kommunalvalg.

Her vandt Rabih Azad-Ahmad, og hun blev nummer to på listen.

Ikke #metoo

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Eva Borchorst Mejnertz. Hun skriver i en SMS, at hun ikke har noget at tilføje, og at det er en meget svær situation for hende.

Hun vil dog gerne afvise, at det drejer sig om sexisme, som vi har hørt om blandt Radikale på Christiansborg.

- Af venlighed overfor Radikale har jeg lovet ikke at udtale mig yderligere. Der er dog ikke tale om noget, jeg vil betegne som seksuelt. Til gengæld er der fx meget lang vej til lige anerkendelse for lige arbejde i Radikale i Aarhus, skriver Eva Borchorst Mejnertz til TV2 ØSTJYLLAND.

Rabih Azad-Ahmad ønsker ikke at udtale sig, men henviser til vælgerformand Klaus Bach Trads for en kommentar. 

Vælgerformanden siger til TV2 ØSTJYLLAND:

- Vi er alle sammen rigtig kede og triste af, at Eva har valgt at forlade Radikale Venstre. Vi kan godt lide Eva, og så er det altid træls, når nogen melder sig ud.

Kan du fortælle mig mere om, hvad det drejer sig om?

- Jeg har lovet Eva, at vores drøftelser bliver interne, så det vil jeg gerne respektere, siger Klaus Bach Trads.

Det nye medlem af partiet Mahad Yussuf rykker nu op som nummer to på Radikale Venstres liste til kommunalvalget.

IMG_3549

Tilbage på stadion: - Nydelsen varer længere end sex

173405868_2990697634550447_4263271679499917763_n

Lang kø til prisvindende ishus: - Vi er lidt presset

Skærmbillede 2021-04-17 kl. 12.54.48

Planlagde sin egen begravelse - nu har Stinne fået et nyt hjerte

Gellerup

Endnu et område lukkes ned på grund af høj smitte

86d0c7c5-25e8-492e-9aee-4e9a440c2780

Hjemmeside udpeger Danmarks bedste kommune – se hele listen her

slhjwu8plmslqa00u20210416130349

Huslejestigninger og dobbelt løn - Jes og de andre lejere er ikke tilfredse

Dagens mest læste